GEMMES. Nationalmuseet er nu i gang med at pakke Lille Mølle sammen, da hjemmet lukkes.
Foto: Thomas Borberg

GEMMES. Nationalmuseet er nu i gang med at pakke Lille Mølle sammen, da hjemmet lukkes.

Kultur

Museumshjemmet Lille Mølle lukker: »De var turister, før der var noget, der hed turisme«

Museumshjemmet Lille Mølle lukker, men inventaret, der fortæller den fantastiske historie om dets rejselystne og selskabelige ejere, gemmes nu væk i sikkerhed på Nationalmuseet.

Kultur

Ordene 'vor store rejse' er skrevet med sirlig håndskrift i rejsedagbogen fra 1927:

»Vi spiste morgenmåltid - to blødkogte æg, brød samt te. Professor og frue kom forbi og tog afsked inden vor rejse, og gav Johanne en buket højrøde tulipaner. Og så tog vi lillebil mod Bennys rejsebureau«.

Sådan skrev Ejnar, Johannes mand, dengang de tog til Italien sammen.

Rejsedagbogen er en af de ting, som Nationalmuseet sørger for at få med sig, når museumshjemmet Lille Mølle på Christianshavn lukker, der har fungeret som museum siden 1996.

»Når vi kigger på, hvad stedet har af kulturhistorisk betydning, er det ret begrænset. Vi står ved en skillevej nu, hvor vi enten skal istandsætte for millioner, eller vælge at sige stop. Derfor lukker vi nu«, siger Camilla Mordhorst, der er vicedirektør på Nationalmuseet.

Turister, før turismen eksisterede

I den største af de i alt tre stuer i hjemmet, 'store stue', oser alt af velstand. Det ligner et gammelt herre-bibliotek, brunt på brunt, med bøger på væggene og et klaver i midten af rummet, der står på tykke, massive træben. Stolene fylder skamløst meget, og hver af dem ligner små sofaer.

Et kæmpe maleri er noget af det første, der møder en, når man kommer ind. Det portrætter 'Leda', moder til den skønne Helena af Troja, der står nøgen og ubekymret ved vandet, hvor hun overgiver sig til solens dovne lys. Et lille smil spiller på hendes læber.

»Ja, det var en gave fra Johanne til Ejnar på deres sølvbryllupsdag. Som hun sagde, »Nu hvor mit eget ydre må forfalde, skal du stadig have noget smukt at kigge på««, siger Vibeke Andersson, museumsinspektør og seniorforsker, der sammen med Camilla Mordhorst viser rundt i den gamle voldmølle.

Den fredede bygning Lille Mølle blev købt af Ejnar Flach-Bundegaards tilbage i 1916, og blev brugt som hans private hjem sammen med konen Johanne indtil 1973, hvor den blev overgivet til Nationalmuseet.

Siden midten af 90'erne har det været åbent som museumshjem for offentligheden, og restauranten 'Løven og Bastionen' har også haft sine lokaler her.

Men da restauranten begyndte at skrante, måtte der tages et valg.

»Forpagteren, der havde restauranten, gik konkurs, så vi stod ved en skillevej. Vi skulle handle. Møllen har længe været på Nationalmuseets liste over steder, som vi i mindre grad prioriterer,« siger Camilla Mordhorst.

Nationalmuseet gennemgår nu alt inventaret i lejligheden, og tager det med sig, som er værd at bevare.

»Det vi primært fokuserer på er to temaer: 'tidligt rejseliv', for Ejnar og Johanne rejste meget på et tidspunkt, hvor 'turisme' ikke var noget kendt begreb. De var turister, før der var noget, der hed turisme. Og så også temaet 'selskabelighed'. Sidstnævnte tør jeg godt sige, de drev ud i ekstremerne. Som du kan se i den her stue, så er det jo deres 'normale' stue - de har to mere af slagsen, inklusiv en gildesal til 100 mennesker og en barstue allernederst, så de forstod at have liv omkring sig«, siger hun.

Foto: BORBERG THOMAS

Vandtætte skotter om moralen

Valget af de to temaer skyldes, at hjemmet i sig selv ikke er specielt bevaringsværdigt. Bygningen er godt nok fredet, men selve den kunst og de møbler, parret ejede, har ikke nødvendigvis den store værdi, forklarer Camilla Mordhorst:

»Der er da nogle af kunstværkerne og lignende, som vi gemmer, men resten bliver givet videre. Enten til slægtninge, andre museer, eller også overgår det til staten, og ender måske med at blive destrueret«.

Selv om det kan synes som spild, at tingene risikerer at blive sendt til destruktion, skyldes det, at der ikke må være tvivl om bevæggrundene for nedlæggelsen af museumshjemmet. Derfor følger de de fastlagte procedurer, der er omkring udskillelse af museumsgenstande.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ingen må tro, at vi kunne finde på at nedlægge sådan et hjem som det her, sælge kunsten og inventaret, for så for eksempel at tjene 100.000 til en ny udstilling. Der skal være fuldstændigt vandtætte skotter omkring proceduren, så man er sikker på, at det er en faglig vurdering og ikke en økonomisk, der ligger bag«, siger hun.

Lille Mølle har tiltrukket ca. 1000 gæster om året, hvilket ikke vejer tungt nok til, at man vil fortsætte.

Det er livet, der foreviges

De ejendele, der nu gemmes, skal kunne fortælle noget om det liv, som Ejnar og Johanne har levet.

»Det er de små ting, der skal være med til at fortælle den store historie«, siger Vibeke Andersson, og sætter en stensamling på bordet. Det er Johannes. Hun fortsatte rejselivet, selv efter at Ejnar døde i 1949.

»Vi går meget op i, at man ved, hvem der har brugt tingene, hvornår og hvorledes. Her kommer vi så ufatteligt tæt på personer og deres rejseliv, hvad enten det er en muslingeskal fra det Hellige Land eller en sten fra Teide i Tenerefie«, siger hun og fortæller, at ægteparret bliver et fantastisk billede på, hvordan man forbereder en rejse, når man var 'almindelig' borger i 20'erne og 30'erne.

Foto: BORBERG THOMAS

Og for at give et eksempel på det andet tema, 'selskabslivet', går hun ned i gildesalen. Her står lange rækker af selskabsborde og venter på fest, men hun fortsætter videre ned af trapperne. Allernederst, i slyngelstuen, hvor festerne er trukket sammen sidst på aften.

Der er mørkt, let fugtigt, og et enkelt bord er sat op, med en bænkerække langs væggen. 'Ingen kan drikke for meget', står der med røde bogstaver i loftsbjælken over bordet.

»Deres fester har været noget af et show. Johanne lavede selv maden, og Ejnar bryggede vinen«, siger hun.

Lille Mølle var blandt de steder, hvor der blev holdt Frihedsfest for at fejre Danmarks befrielse i 1945.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der står også en stor, tom vintønde, hvor der er blevet sat to små bænke og et bord ind. Der er højst plads til tre-fire voksne derinde, der må have været overordentligt dus, da man må have siddet med krum og foroverbøjet ryg. Til gengæld har man så været så meget desto tættere på snapsene på bordet.

Alt hernede bærer præg af liv og glade dage, men nu er festdagene slut. Som Camilla Mordhorst siger:

»Møllen er et sted med en sjov og farverig historie, som vi har været meget glade for at få lov til fortælle. Nu mener vi dog, at tiden er ved at være ovre. Nu lukker vi kapitlet.«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce