Franskmanden Jean-Paul Goude og Grace Jones mødtes i halvfjerdsernes disko-miljø i New York. Parret, der blev kærester, indledte senere et visuelt samarbejde om omslagene på Jones plader.

Franskmanden Jean-Paul Goude og Grace Jones mødtes i halvfjerdsernes disko-miljø i New York. Parret, der blev kærester, indledte senere et visuelt samarbejde om omslagene på Jones plader.

Kultur

Kvadratisk, praktisk, legendarisk: Vinylens historie bliver fejret i Berlin

Vinylplader er det nye sort og deres omslag den fantasifulde, fristende eller frastødende indpakning, som nu er kommet på kunstudstilling i Berlin.

Kultur

Andy Warhols gule banan hos Velvet Underground, drengebabyen, der med frit strittende tissemand dykker i en svimmingpool på jagt efter en drilsk 1-dollar seddel for Nirvana, eller The Beatles, der krydser fodgængerfeltet på Abbey Road med en barfodet Paul McCartney.

Ikoniske pladecovers, der i sig selv er så berømte, at mange kender dem bedre end den musik, de har klædt på i årtier. Ligesom for eksempel Grace Jones, der stort set nøgen strækker sin spændstige atletkrop ud i en balancekamp med tyngdeloven på ’Island’, lynlåsen, der kunne åbnes på ’Sticky Fingers’ med Rolling Stones, eller det farverige lyn, der deler David Bowies ansigt over i to på ’Aladdin Sane’, bekræfter de tesen om, at musik skal ses og ikke – nødvendigvis – høres.

Hvis ikke udstillingen ’Total Records – Vinyl & Fotografie‘, der er åbnet lige før en jul, hvor der igen vil ligge mange fysiske musikprodukter under juletræerne i form af flade lp’er, beviser den tese – demonstrerer den i hvert fald til fulde, at pladecovers er en alt for stor kunstskat til at blive stuvet af vejen i en reol. For slet ikke at tale om den berømte kasse i kælderen, hvorfra mange i de senere år har fundet det sorte vinylguld frem for at give skiverne talrige comeback-omgange på grammofonen. Sammen med nyindkøbte ’vinyler’, som varen oftest bare kaldes.

En vare, der befinder sig i et af de mest massive comebacks nogensinde i kulturhistorien. I den første uge af december blev der i England omsat vinyl for flere penge – 2,4 millioner pund – end på downloads – 2,1 million pund. Også i Tyskland er vinylet i fuldt firspring på vej tilbage til toppen af hitlisterne – i Berlin var det nye, dobbelte bluesalbum med Rolling Stones eksempelvis udsolgt efter bare to dage i handelen – kun på vinyl, selbstverständich. Vinylplader er det nye sort, og deres omslag er den moderigtige indpakning.

Tutu: Coverdesign af Eiko Ishioka, fotografi Irving Penn.

Tutu: Coverdesign af Eiko Ishioka, fotografi Irving Penn.

»Interessen er enorm, og det er ikke bare nostalgi. Folk vil gerne have nye plader, hvor designet, coveret og hele kunsten omkring det også spiller en stor rolle. Det er en af de få muligheder for kulturel identifikation og for at eje fysiske kunstværker med mange muligheder i en stadig mere digitaliseret verden«, som skaberen af udstillingen, franske Antoine de Beaupré, sagde på et pressemøde ved udstillingens åbning i Berlin.

De normalt hvide vægge i C/O Berlin, det mest kendte og besøgte galleri for fotokunst i den tyske hovedstad, er i anledning af udstillingen i pastelbløde nuancer af pink, gul, grøn, blå, rød eller lilla. Et effektivt bagtæppe for de ophængte covers, men også en måde at signalere, at her er illustrationerne af musikken i centrum, ikke musikken. Pladerne er således inddelt i fotografiske temaer og ikke i de temaer, man ville inddele musikken i hos en pladehandler.

»Det er en fotografiudstilling, og det skal man hele tiden have i baghovedet«, som den tyske kurator, Felix Hoffmann, sagde ved åbningen.

Lovesexy: Prince fotograferet af Jean-Baptiste Mondino

Lovesexy: Prince fotograferet af Jean-Baptiste Mondino

Det er ham, der har forsynet den oprindeligt franske samling af covers med en tysk afdeling, hvor man kan nyde et særligt afsnit med elektroniske pionerer, men også covers med eksempelvis Nina Hagen, Nena, Die Ärtze, Kraftwerk og transvestitten Romy Haag, som David Bowie angiveligt var kærester med under sin periode i Berlin.

Selvsamme David Bowie er naturligvis i kraft af sin kamæleonagtige forvandlingskunst – også på sine covers – rigt repræsenteret.

Den forbudte jomfru

En meget ung pige sidder nøgen på gulvet i en lidt akavet stilling, tilsyneladende bag en glasplade. Tilfældigvis er glasset sprækket til en stjerne lige over hendes kønsorgan. Alligevel var coveret til albummet ’Virgin Killer’ med det tyske heavy-band Scorpions fra 1976 for hård kost.

Omslaget vakte stor forargelse i både England og USA. Opstandelsen blev ikke just formildet, da det viste sig, at modellen på fotoet kun var ti år gammel. Coveret blev trukket tilbage i mange lande og erstattet af et foto af de tyske tungrockere med hævede knytnæver. Måske ikke ligefrem smukt, men dog acceptabelt. Mange år senere – i 2008 – var der ingen kontrovers om det gamle cover, fordi man kunne finde det på internettjenesten Wikipedia. Det provokerede den britiske Internet Watch Foundation, som fik billedet forbudt med henvisning til FN’s erklæring om beskyttelse af børn. Som resultat kunne man i store dele af Storbritannien ikke orientere sig på Wikipedia.

Kathy Freisager, Pipilotti Rist, Omi Scheiderbauer, Les Reines Prochaines, Jawohl, Sie Kann’s. Sie Hat’s Geschafft, 1990 © BOY (Because Of You)

Kathy Freisager, Pipilotti Rist, Omi Scheiderbauer, Les Reines Prochaines, Jawohl, Sie Kann’s. Sie Hat’s Geschafft, 1990 © BOY (Because Of You)

Et andet eksempel på provokerende pladecovers – meget ofte med nøgne modeller eller musikere – er omslaget på ’Country Life’ med Roxy Music, der i 1974 blev prydet af de tyske fotomodeller Constanze Karoli og Eveline Grunwald, kun iført trusser og bh/hænder over brysterne foran nogle buske. I lande som USA, Spanien og Holland var synet for voldsomt, og her måtte coveret ændres, så det kun var buskene, der prægede forsiden.

Engang var et pladeomslag sammen med koncertplakater det eneste visuelle udsagn fra musikerne til deres publikum. Senere blev videoer i MTV’s storhedstid en mindst lige så slagkraftig kanal til at underbygge, illustrere, fortolke eller bare forskønne musikken.

»Coveret er en slags regeringserklæring fra et band, som kan vise halvdelen af verden, hvorfor de elsker det, og den anden halvdel, hvorfor de hader det«, som den tyske fotograf Jim Rakete, som eksempelvis har fotograferet Nina Hagen til omslaget på hendes debutalbum fra 1978, udtrykker det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Brian Duffy: David Bowie, aus Fashions, 1982 © BOW 100

Brian Duffy: David Bowie, aus Fashions, 1982 © BOW 100

Efter hans mening er det »tilfældet«, der til syvende og sidst afgør, om et pladecover bliver til et ikonisk billede fra og for sin samtid, uanset hvor mange symbolske tanker musikere, fotografer og designer har tænkt ind i ligningen.

Stjernefotografer på omslagene

Det er jagten på det tilfælde samt kærligheden til musikken og dens udøvere, der har fået stjernefotografer som Helmut Newton, Annie Leibovitz, Peter Lindbergh og Anton Corbijn til at forsøge deres bedste på covers. Nogle gange lykkes det i et symbiotisk udtryk mellem fotograf, musikere og musik, som man kan se i Berlin.

Brian Aris (H.R. Giger),

Brian Aris (H.R. Giger),

Et strålende eksempel er den franske designer og fotograf, Jean-Paul Goude og Grace Jones.

De mødtes i halvfjerdsernes diskomiljø i New York, hvor han var artdirector på Esquire Magazine, mens hun var model på vej ind i en karriere som sanger. Parret, der blev kærester, indledte et visuelt vellykket samarbejde om omslagene på Grace Jones’ plader, hvor hendes krop i grafiske positurer blev en forlængelse af musikken.

Andre vellykkede makkerskaber er mellem Robert Frank og Rolling Stones, Helmut Newton og INXS, Herb Ritts og Madonna, Annie Leibovitz og Cindy Lauper, Nobuyoshi Araki og Björk, Jeff Wall og Iggy Pop samt Anton Corbijn og U2.

Jean-Marc Giossi, The Young Gods, Envoyé!, 1986 © Organik / Wax Trax! Records

Jean-Marc Giossi, The Young Gods, Envoyé!, 1986 © Organik / Wax Trax! Records

De kan alle opleves på udstillingen i Berlin, der gør en pointe ud af at undlade det for indlysende – for eksempel ved pladecovers med politiske budskaber.

Til gengæld skildrer udstillingen fornemt, hvordan de sort-hvide fotos, som ofte bruges på omslag med jazz, soul og blues, bidrager til det intime forhold mellem musiker og lytter. Først og sidst er udstillingen af den analoge samklang mellem foto og musik i fysisk format dog en påmindelse om, hvilken visuel flod af inspiration vi mister, hvis al musik forsvinder ind i det digitale univers som et usynligt fænomen, man streamer og hører på Spotify eller andre tjenester.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pladecoveret er en frister, en appetitvækker og en forfører. Som Bruce Springsteen, hvis røde kasket i baglommen på et par Lewis-jeans på ’Born In The USA’ fra 1984 er med i Berlin, siger i et citat fra udstillingens katalog, er det o.k. at lade sig lokke: »Jeg køber meget af nysgerrighed. Jeg køber en plade, hvis jeg kan lide coveret, navnet på bandet, eller hvis der er andet, som tænder min fantasi«.

Fantasien får i øvrigt gennemsigtigt materiale at arbejde med i de to danske covers, der er med på udstillingen – nemlig opsamlingspladen med The Raveonettes ’B-sides & Rarities’ fra 2011 og den elektroniske gruppe Mango Delights 12 tommers maxisingle fra 2002 ’Conglomerate of Crazy Souls’ med strømpebukser som samlende element.

, og .

, og .

På førstnævnte ligger en kvinde på en madras, men man ser kun benene, iklædt sorte strømpebukser. På den anden står en velklædt trio – to japanske mænd og en kvinde – mellem nogle højhuse. Kvinden hiver op i sin blomstrede kjole og viser sit behårede køn frem gennem et par hvide strømpebukser. Resten er op til fantasien.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden