Folk må godt hade programmet, bare de i hvert fald har en holdning til det, siger direktør Rebecca Matthews (tv.) og programdirektør Juliana Engberg fra Aarhus 2017-sekretariatet.

Folk må godt hade programmet, bare de i hvert fald har en holdning til det, siger direktør Rebecca Matthews (tv.) og programdirektør Juliana Engberg fra Aarhus 2017-sekretariatet.

Kultur

Kulturbyåret kan give Aarhus selvtillid

Håbet for Aarhus som europæisk kulturhovedstad er, at byen vil droppe lillebrorrollen. Frygten er, at folk dårligt vil opdage, at der sker noget. Vi spørger de to kulturdirektører, hvad de vil med kulturåret i Aarhus i det nye år.

Kultur

I over et år har et lysende bånd med tal på Dokk1’s grå betonfacade i Aarhus talt ned. Der er 21 dage til den åbningsceremoni, der skal markere, at Aarhus bliver europæisk kulturhovedstad. Frivillige har bygget rullende vikingeskibe til en stor procession gennem byen, ceremonimesteren er indforskrevet fra Sydneys OL, og aarhusianere i tusindvis har øvet kor og lavet lysende lanterner til begivenheden, der vil kulminere omkring Aarhus’ nye bibliotek, Dokk1.

Det er også her, med udsigt over den kommende kulturhovedstad og dens havn, at de to ansvarlige for programmet holder til, direktøren, Rebecca Matthews, og programdirektør Juliana Engberg. Den ene britisk, den anden danskaustralsk, men begge med fokus på et dansk kulturhovedsæde, der har været forberedt i flere år, og begge så travle op til årets åbning, at det har taget presseafdelingen dage bare at finde en dato, hvor de kan stille op til interview samtidig.

Vi mødes meget symbolsk foran sekretariatets store kort over Region Midtjylland, som er med til at betale gildet. Her er også et stort whiteboard, hvor nogen i et hjørne har skrevet: This year is all about next year. Eller med andre ord: Succesen for 2017 skal måles på, om Aarhus bagefter kan holde fast i det liv, kulturåret rejser. Det bør Aarhus kunne, mener de to direktører, for byen har så mange kvaliteter, at den må til at »nedlægge sit mindreværdskompleks«:

»Det er på tide, at Aarhus holder op med at føle sig som Københavns lillebror«, siger Juliana Engberg.

Hun flyttede til byen for halvandet år siden og har mærket en tendens til, at aarhusianerne oplever at stå i skyggen af København, og det håber hun, at et overskudsår med kultur kan rette op på.

»Mit ønske for 2017 er virkelig, at byen, når året er omme, vil turde tro på sig selv. At byen ikke prøver at skele mod København hele tiden, men bare er Aarhus, for byen har et meget stærkt brand. Aarhus kan selv«.

Bare de ikke er ligeglade

Både hun og direktøren har det håb, at Aarhus tør »blive ved med at være stor« efter et 2017, hvor der har været masser af nye samarbejder med kunstnere og producere udefra:

»Vi har 2017-projekter med folk fra 47 lande, så der er åbnet korridorer ud til hele verden nu. Og det er byens egne borgere, der har bidraget til de projekter og skabt de korridorer«, understreger Juliana Engberg.

»Mange af de folk, jeg taler med, oplever 2017 i Aarhus som game changer for byen. De mærker, at man ud af det lokale dna har fået sat noget spændende i gang. Musikere herfra har arbejdet med producere udefra, kunstnere med nye folk, og det håber jeg, at de vil holde fast i. Selvfølgelig vil der være nogle af de mange partnerskaber, som ikke kommer til at fungere, men chancen er der«.

Omvendt er det værste, de to direktører kan forestille sig for et år med kulturhovedstad, at anstrengelserne dårligt bliver registreret, siger Rebecca Matthews:

»For mig vil det være det værste: at folk er ligeglade. Det er o.k., at folk hader det. Bare de har en holdning til det, og at vi får skabt de følelser, som stor kunst kan skabe«.

Du ønsker vel helt ærligt ikke, at folk hader programmet?

»Selvfølgelig ikke, men hvis folk om et år knap har opdaget, at der er sket noget, vil det hele være formålsløst«.

Med et stort højglansprojekt som et kulturår er der en risiko for, at vækstlaget vil kunne føle sig kvalt, og at kulturlivet i Aarhus vil være drænet for penge eller energi flere år frem, fordi I har taget hele scenen?

Rebecca Matthews (RM): »Det kan ikke ske, fordi borgerne allerede længe før, at vi to kom, blev bedt om at fortælle, hvad de gerne ville have ud af 2017. Borgerne er blevet spurgt, hvad de ønskede, vi har forholdt os loyalt til deres ønsker, og vi har formet programmet ud fra dem. Vi har bedt folk komme her med deres projekter, og vi har støttet mange af dem«.

Juliana Engberg (JE): »Præcis. Vi er ikke nogen stor kulturfestival, der faldskærmslander, trækker noget stort ned over hovedet på folk og glemmer alt om lokale initiativer. Vi samarbejder med kræfterne nedefra og prøver at stimulere dem, så den her med, at vi skulle kvæle alt andet er lidt af en myte«.

Så det vil ikke kunne forekomme, at en kulturgruppering anklager jer for at støvsuge kulturbudgetterne ?

JE: »Jo, selvfølgelig vil det kunne ske. Lidt frækt kan man sige, at de så ikke var hurtige nok, hvis de ikke nåede med. Men jeg vil da også håbe – ja, ligefrem forvente, at der vil være unge kræfter, som ønsker at stå uden for programmet. Og så skal de da bare gøre det og være alternative og komme med noget helt andet. Som måske alligevel vil være en form for svar på, at vi er her, fordi det giver dem en chance for at komme frem«.

Hvad betyder Rethink?

RM: »Det hører også med, at vi bygger nye relationer mellem erhvervsliv og kultur, og det handler ikke bare om de store firmaer. Mange små firmaer oplever, at de får noget ud af at samarbejde med kreative kræfter og ser ud på Europa gennem et helt nyt filter. Jeg hører fra sponsorer, at de vil fortsætte samarbejdet med kunstnere, når vi ikke længere er her, så jeg tror ikke, at vi udtørrer byen. Vi tilfører noget«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når jeg nævner temaet, Rethink, for folk udefra, spørger mange, om det ikke dækker over hvad som helst. Hvad dækker temaet ikke?

RM: »Jeg vil understrege, at det er et tema, som borgere fandt vigtigt i de her indledende debatrunder. Og det skal være et bredt tema, fordi vores program dækker emner fra kunst og debat til mad og idræt. Men jeg synes også, at det er et stærkt tema, fordi det åbner for en diskussion. Kultur har aldrig været vigtigere end i dag, fordi diskussionerne i kunsten foregår i en atmosfære af tolerance. Det er en af de få broer, vi har, der kan række over modstridende holdninger og få folk til at reflektere over forskelligheder. I en politisk eller økonomisk arena kan det være sværere at have den åbne diskussion. Og det synes jeg, at begrebet rethink rummer«.

Hvordan vil tilrejsende kunne se, at Aarhus er EU-kulturhovedstad næste år, uden at skulle skaffe billetter til forestillinger?

JE: »Over halvdelen af arrangementerne er faktisk gratis, men der bliver i det hele taget en masse projekter i det åbne rum. Lys og billeder på Store Torv, kunstudstilling langs kysten, sommerhappenings med opera, dans og teater, som vil overraske folk rundt om i byen ...«

Er de tidligere ledelsesproblemer i sekretariatet et overstået kapitel?

RM: »Jeg kan næsten ikke tro, at jeg stadig skal svare på det spørgsmål. Det er tre år siden, og det involverer folk, der var her i få måneder, og som ikke er her længere. Vi tænker ikke på det mere«.

Var der tale om problemer, som er karakteristiske for organisationen, eller som stadig trækker spor?

RM: »Nej. Det handlede om folk, der traf en beslutning ud fra, hvad de mente om stedet, og vi traf vores beslutninger ud fra det, vi mente. Og de rejste, og så var der ikke mere at tale om: Vi skiftede gear og kørte videre, faktisk i et meget bedre gear, og nu har vi et velfungerende ledelsesteam. Med et stort dyr som et kulturår er det sådan, at hvis man ikke har stamina og modstandskraft, skal man ikke være om bord. Det er en rutsjebane, og hvis man ikke kan holde fast – så skal man stå af. Det gjorde de, og det er jeg glad for, fordi vi så kunne komme videre«.

Det handlede vel ikke om stamina? De pågældende sagde, at det hele sejlede?

RM: »Ja, en af dem sagde sådan, men hun var her få måneder, og den anden indså, at hun skulle tilbage til sin familie i København. De der ting er så gamle. Kun Politiken stiller stadig det spørgsmål. Vi er i et andet gear nu«.

Når I ser på andre kulturhovedstæder, hvilke havde så succes – og hvorfor?

RM: »Det er så specifikt for hvert sted, og en by kan godt have været en succes med egne øjne, uden at vi andre har kunnet se det udefra, for det kan have givet folk i den pågældende by noget. Men skal jeg alligevel sætte navne på, var Liverpool en kæmpe succes. De holdt aldrig op med at investere i kultur bagefter. De sagde: Det her er vigtigt, det har forandret os, kulturinvesteringer giver os virkelig noget tilbage«.

Er der erfaringer fra andre kulturhovedstæder, som I kan lære af?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

RM: »Hvis jeg skal se på, hvorfor nogle byer har haft succes og andre ikke, vil jeg fremhæve de byer, der har engageret lokalsamfundet. Det kan tage lang tid at få folk involveret, men har man fået dem på banen, har man en styrke, der kan vare mange år frem«.

Er der typiske fejl eller fælder, man kan havne i som kulturhovedstad?

JE: »Ja. Set med mine øjne er det uklogt at investere en voldsom masse kapital i bygninger – dels risikerer man ikke at have penge til programmet, og dels får man ikke græsrodslagene med, og det er her, man skal investere: i menneskelig kapital. Ikke i mursten. Nogle byer har måske fået det ene museum, de tror, de ønskede sig – og måske bliver de glade for det til sidst, men det kan tage dem ti år at få råd til at fylde det«.

RM: »Aarhus har allerede fået en enorm omtale i udenlandske medier, og jeg tror, at det skyldes opmærksomheden om 2017, men det nytter ikke, hvis man ikke bliver ved at investere i kultur: Keep Big!«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden