Sidste år var jeg i New Zealand. Jeg besøgte flere biblioteker, og de fleste steder havde de en hylde med »sophisticated picture books«. Det var sådan nogle som ’Villy vilddyr’ af Maurice Sendak eller australske Shaun Tans bøger. Mon ikke de fleste danske billedbøger ville havne på den hylde, hvis de blev oversat? Her kommer i hvert fald to af slagsen. Og jeg tænker: Sikke et overskud vi har her i landet. Ikke kun af store tegnere og gode fortællere, men også på den konto, der handler om, hvad vi fortæller vores børn, og måden, det sker på i ord og billede. Alvorligt og ligeværdigt.
Nu træder tegner Cato Thau-Jensen for alvor i karakter. Det har han været på vej til før, men det har ofte virket, som om han ikke gav sig selv fuldt ud. At der var mere. Måske er det Anita Krumbachs historie, der har gjort udslaget denne gang. Eller måske er det, fordi tegneren har været på ARoS i Aarhus, hvor han bor, og set den sene JF Willumsens bjerglandskaber. De er i hvert fald med i ’Nivemaskinen’, der er sparsom i tekst, men overvældende i hensigt. Og aldrig har det lille ord »så« virket mere forløsende end her.
