Engang, en kort overgang, gik jeg i parterapi. Med min daværende kæreste. Det virkede så ikke, som I kan høre. Men var uanset det rimelig lærerigt. Kan du se på bagkant. Mens dit hjerte bløder, hælder du mere til at gå ud i køkkenet og sætte dig med bar røv på din gaskogeplade, bare for at flytte fokus.

Hos parterapeuten skulle vi, han og jeg, sidde over for hinanden og skiftes til at fortælle noget om, hvordan vi havde det, og hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Den slags, du kan bruge et helt liv samt en andens på at nå til bunds i. For sikkert blot at finde ud af, at det var, som det var. At alting faktisk er, som det er, og ikke som vi siger, det er.