Det var bare min tur«, sagde den gamle aktivist og fagforeningsmand Jeremy Corbyn, da han for et par år siden stillede op til formandsvalg i det britiske arbejderparti. Det var jo bare den sædvanlige, symbolske protest fra Labours yderste venstrefløj mod ledelsen i et parti, som i årtier under Tony Blair og Gordon Brown var rykket mod midten for at finde magten.
Men til sin egen og alle andres store overraskelse blev han valgt til formand på baggrund af en protestbølge skabt af finanskrisens efterdønninger, generel politikerlede og vrede over offentlige spareplaner. Siden da har Labour slået sig til blods på interne magtkampe. Stribevis af topfolk har forladt partiet i protest mod den nye leders stærkt venstreorienterede ideer, mens partiet er raslet ned i meningsmålingerne.
Der er ikke noget at sige til, at den konservative premierminister, Theresa May, i denne uge besluttede at udskrive lynvalg til 8. juni. For selv om Jeremy Corbyn forleden ufortrødent lancerede sin valgkamp med slagord om, at »eliten ikke længere må stjæle velstanden ud af lommerne på almindelige arbejdende folk«, har den brede befolkning tydeligvis ikke den store tiltro til ham.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
