Takket være moderne teknologi og et evindeligt krav om at fylde flow-tv-sendefladen samtlige døgnets timer har programtilrettelæggerne været på hugst i DR's bugnende arkiver. Det er der kommet meget godt ud af, eksempelvis de mange korttidshistoriske programmer om vores gøren og laden for ikke så pokkers længe siden.
Desværre afdækker åbningen af arkiverne også, hvor frygteligt det i meget lang tid stod til med den danske tv-komedie. Man nævner altid 'Huset på Christianshavn' som et eksempel på et højdepunkt i genren; men gensynet med samtlige afsnit (adskillige gange) åbenbarer, at der måske er en håndfuld afsnit, der har tålt tidens tand, mens de fleste andre er enten umorsomme eller direkte pinlige i al deres bortglemte tidstypiskhed. De engang så elskelige proletarer, småborgere og funktionærer fra Amagergades brostensbelagte idyl fremstår set med moderne briller som trættekære, irriterende og ikke mindst overspillede karikaturer, kun flyttemand Olsens søn, William, føler man en vis sympati med. Vi var mange, der var på nippet til at opgive tv. Men så kom 'Twin Peaks' ...







