Morten Søndergaard spår om vejrugen: I vil blive overskyede indeni

Lyt til artiklen

Søndag 4. juni: Overskyet

Først vil det blive overskyet, og I vil tale om skyernes mørke, og skyernes former vil få jer til tænke på en kamel eller en elefant. I vil se skyernes dyr, to og to, på vandring mod en ark sunket som en klimaaftale.

Mandag 5. juni: Enkelte byger

Det vil regne, og I må blive inde. I ville hellere gå i gummistøvler og trampe i vandpytter. I ville hellere være digtere, som skrev på himlens digt af regnskyl udenfor. Men intet er så vildt og kedeligt som vejr. Derfor må I blive indenfor.

Tirsdag 6. juni: Enkelte byger

Alligevel vil I lægge en bog ud på balkonen, så regnen kan læse i den. I vil have paraplyerne parat, og det vil blæse. I vil knuge paraplyerne i kraftige vindstød, og I vil svæve som små lavtryk rundt i atmosfæren.

Onsdag 7. juni: Enkelte byger

I vil regne og regne på vejrets kabale. Skal I tage jeres nye solbriller på? Men dagen vil blive ved med at dynge skyer op, og I vil tage i Ikea og blive våde. Enkelte lys-dråber vil falde og lyse Udkantsdanmark op.

Torsdag 8. juni: Overskyet

I vil blive overskyede indeni og ikke gå ud i det grå. I vil tale vejret igennem, diskutere mulig opklaring, overveje vindstød i sjælen.

Fredag 9. juni: Sol

Det vil blive sol, endelig vil solen skinne og varme jeres kroppe. I vil sidde på café, som om I aldrig har gjort andet. Det vil være hyggeligt i korte bukser. Det vil blive hyggeligt vejr. Det vil være tid til politik.

Lørdag 10. juni: Torden

Det vil tordne i meningsmålingerne, for den lille svindler Lars Løkke vil ikke få sin politik igennem. Landet vil stadigvæk styres af Dansk Folkeparti, som i deres gråvejrskælder vil bryde deres hjerner for at finde forslag, så fremmede kan behandles lidt dårligere. Fremmede kommer fra varme lande med skyfri himle.

Søndag 11. juni: Sol

Så vil det blive solskin over Danmark. Alt andet vejr er det, som skal overstås, mens I sidder og venter på vejret, sådan som det i grunden altid er.

Morten Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her