For nogle år siden havde jeg en samtale med min farmor om det at blive og være gammel. På det tidspunkt var hun midt i 80’erne og rimelig træt. Hun vidste altså, hvad hun snakkede om. Hvilket er mere, end du kan sige om mig og mine veninder i midt-30’erne, når vi snakker, lidt nervøst, om det at blive ældre og til sidst gamle. For vi taler en del om det. Og faktisk ved vi jo ikke en skid om, hvad det vil sige. Endnu. Nok skal vi forestille at være voksne. Måske hænger kroppens udstyr allerede lidt tættere på jorden. Men skidtet virker jo trods alt stadig. Ingen har en rollator stående ved sengekanten.
Farmor sagde dengang til mig, at det var en underlig fornemmelse at bo i den slidte krop, der snart ikke ville noget længere, fordi hun stadig følte sig som en ung pige i hovedet. Det giver jo god mening, men gjorde mig samtidig lidt trist til mode. For egentlig havde jeg håbet, at hovedet med tiden besinder sig på kroppens begrænsninger. At dine drømme og længsler følger materiens udfoldelsesmuligheder. Så du ikke begræder, at du ikke længere kan rejse dig op fra sengen og danse.
