Line Knutzon varsler: Lavt selvværd driver ind over landet

Lyt til artiklen

Mandag 7. august

Det bliver en frygtelig dag. Alle vil hænge med mulen, ingen kommer rigtig i gang med noget, og 97 procent af befolkningen vil gå i seng med en nagende følelse af hverken at have gjort fra eller til.

Tirsdag 8. august

Bliver også en frygtelig dag. Mange føler sig enten snydt eller overset. Enkelte føler sig direkte forfulgt (dog ikke i Hillerød, hvor folk vil have en fornemmelse af enten at have vundet noget eller fået noget gratis).

Onsdag 9. august

Noget bedring, men stadig en del mismod over hele landet.

Torsdag 10. august

De tidlige morgentimer vil være fulde af tvivl, men hen på eftermiddagen stiger selvsikkerheden over hele landet. Desværre styrtdykker den igen i de sene aftentimer, hvilket især går ud over en Mette Rasmussen i Aalborg, der prøver at sætte en hylde op på sit badeværelse.

Fredag 11. august

På landsplan begynder dagen godt, men en Jørgen Mortensen fra Græsted bliver under en mislykket klipning af en hæk rasende, og hans dårlige humør spreder sig til hele landet i løbet af eftermiddagen, og der vil sent på aftenen herske en fælles følelse af at være mislykket og ’dum i hovedet’.

Lørdag 12. august

Der siver fra tidlig morgen lavt selvværd ind over hele landet fra vest, og der er varsel om voldsom gråd og hiksten på landsplan.

Søndag 13. august

Landet vil være præget af voldsomme humørsvingninger, og folk vil være tilbøjelige til at stille spørgsmål, som ingen kan svare på: Er der liv efter døden? Er vi de eneste i universet? Findes vi? Eller er det hele noget, nogen har fundet på (og i så fald, hvem?)? Mange går skuffede i seng.

LINE KNUTZON

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her