Søndag 9. juli
Perioder med sol og skyer, du vil gerne kende fremtiden, hvornår du skal dø, om bliver det smertefrit, den slags ting. Alle de prognoser og prøver og skanninger og samples og blodprøver.
Mandag 10. juli
Enkelte byger, det vil regne i dit indre, for du vil vide. Vide hvorfor, hvordan, hvor længe. Livet er én lang syvdøgnsprognose i din hjernes krystalkugle.
Tirsdag 11. juli
Enkelte byger, det vil regne i dine drømme og dine fremtidshåb. Det vil regne i din pensionsopsparing. En sommerfugl vil slå med vingerne i Timbuktu, og en sky vil gå for solen i København. Skyerne er denne sommers sommerfugle.
Onsdag 12. juli
Enkelte byger, det vil blive rigtigt Ikea-vejr, rigtigt Bilka-vejr. Det vil blive rigtigt sommerhus-vejr. Det vil blive rigtigt vejr. Det vil blive rigtig hyggeligt. Rigtig, rigtig hyggeligt.
Torsdag 13. juli
Overvejende overskyet, det vil blive overskyet, og skyerne vil lege sommerfugle, og sommerfuglene vil lege skyer. En efter en vil skyerne glide på plads i dig på skyvinger, og du vil tænde lys i stuen og spå om fremtiden i kaffegrums.
Fredag 14. juli
Lidt regn, du vil tænke på alle de mennesker, som lige nu forestiller sig fremtiden. Syv døgn, syv år. Du vil læse i fåreleveren, du vil studere stærenes træk over himlen, og som alle danske har også du 31 ord for regn.
Lørdag 15. juli
Regn. Tegn. Sommer. Sommersky. Åh, skyernes vidunderlige navne. Hej cirrussky, som består af iskrystaller. Hej cirrocumulus, som er perlemorsagtig. Hej cirrostratus, som også hedder slørsky. Hej altocumulus eller lammesky. Hej altostratus. Hej stratus eller tågesky. Hej stratocumulus, som består af vanddråber. Hej cumulus eller blomkålssky, som er tårne dannet af ustabil luft. Hej nimbostratus, som giver dagsregn. Hej cumulonimbus eller bygesky. Som alle andre drømmer du kun om at være regn, som falder. Men af denne verden kan du ikke falde ud.
fortsæt med at læse








