Vejret lige nu er okay.
Og jeg sætter mig på bænken og placerer mig i ordene: tørt eller nogen sol.
Det er sommer og pissehamrende råt og
du bakser med grillen og forsøger
at lære mig hvad horrorfilm er.
De har lovet køligt og ustadigt
sommervejr.
Alt det man ikke kan forudse. Horror. Og os to. Os
der har båret bestikket ned i gården,
tallerkner og kød og salat. Du siger det er når
ONDE KRÆFTER trænger ind
i en ellers
tryg og genkendelig hverdag. Okay. Og angsten.
Den uventede kniv og badeforhænget, du ved, og her i Valby
venter vi regn
eller nogen sol, skybrud og grillvejr og det
drypper lidt ned i kuglegrillen,
du så møjsommeligt nu har fået gang i.
Dig med dine grillkul.
Dig med dine op-tændings-briketter.
Du smiler og siger at det nok skal holde tørt lidt endnu.
Vi kan lide at udsætte os for gyset.
Tørt nok.
I sidste uge fik vi Covfefe. Et
vejrfænomen, som ingen havde oplevet før. Et tryk på en telefon
i USA et sted og som udløste en orkan der rullede hen over
hele verden, som et gys
der skælvede fra vest og til øst og tilbage. Et ord
der først ikke lige betød noget.
Men så alligevel betød alt muligt:
Forvent det uventede.
Forvent det usandsynlige.
Det ugennemtænkte. Det ubehagelige.
Og du må finde dig i det, som du må
finde dig i vejret: skybrud og torden og vindstød og annullerede klimaaftaler.
Du smiler tilfreds.
Det er på grund af den kraftige blæst
det går så godt med dine grillkul.
Om lidt kan vi stege vores bøffer.
fortsæt med at læse
