Alle smiler og stiller med glæde op til interview, da landets øverste mediechefer torsdag eftermiddag træder ud af Rødding Højskoles hvidkalkede bygninger. Stadig med duften af ristede løg fra frokosten klæbende til sig.
Bekymringer og udfordringer er der ellers nok af for tiden i Mediedanmark. Store internationale giganter som Facebook, Netflix og Google sætter sig i stigende grad på markedet, mens især mange unge vender ryggen til gamle medieinstitutioner som TV 2 og DR. Det er derfor, alle i går var samlet til topmøde i Rødding.








