Der sidder to fortvivlede mennesker på bunden af en støvsugerpose. Stedet er Skuespilhuset i København, stykket er ’Scener fra et ægteskab', og selv oppe på de billigste lægter kan man høre en knappenål falde til jorden, når Marianne og Johan nidstirrer hinanden med den ætsende tavshed, som hører dødsfjender og skibbrudne ægtefolk til.
Vi er ikke mange minutter inde i Ingmar Bergmans drama, førend den monumentale grå affaldssæk lukker sig endegyldigt om den forliste kærlighedsrelation, og de resterende to timer handler for så vidt kun om at gøre boet op og finde sig til rette mellem følelsesmæssigt fejeskarn.









