Weinsteining’ er en opfindsom omdannelse af et egennavn (Weinstein) til et fællesnavn.
Jeg fandt det forleden i en kommentar i Los Angeles Times. Det nye ord beskriver kort en proces, der indeholder afsløringer, skam og skandale. Og der er brug for et begreb, for listen over kendte og magtfulde mænd, som bliver anklaget for seksuelle krænkelser på de sociale medier og siden udstillet i mere eller mindre underbyggede historier i andre medier, er på kort tid blevet så lang, at det ville fylde halvdelen af den plads, jeg har til rådighed blot at nævne dem. Deres navne er heller ikke pointen.








