Originaltegning af Tintin solgt på auktion i Paris

Lyt til artiklen

Tintin er stadig i høj kurs.

Således blev en sjælden originaltegning af Tintin og Terry på en auktion i Paris solgt for 500.000 dollars. Tegningen forestiller Tintin og Terry på vej til audiens hos kongen af Syldavien. Scenen stammer fra den ottende Tintin-historie ’Kong Ottokars scepter’ fra 1938.

I bogen skal Tintin afværge et komplot imod den syldaviske konge. Skumle kræfter i det autoritære naboland Bordurien smeder rænker. Hergé så fortællingen som en indirekte kritik af Hitlers territoriale ambitioner, men generationer af små og store tegneserieelskere har nok været mere optaget af den velfortalte historie, de uopslidelige illustrationer og Hergés detaljerede fremstilling af Syldavien.

Er astronauter ikke populære længere?

Det fiktive østland har ting til fælles med Ungarn, Østrig og Serbien uden at kunne identificeres med nogen af dem. Syldavien og Bordurien dukker op igen senere.

Bordurien er styret af diktatoren Pleksy-Gladz især i ’Det hemmelige våben’, mens Syldavien er affyringsrampe i ’Månen tur-retur’. ’Kong Ottokars Scepter’ udkom i en ny udgave i 1947, og denne lå til grund for den danske oversættelse i 1960.

Ved auktionen kom flere Hergé-relaterede objekter under hammeren. En original stribe fra ’Den mystiske stjerne’ indbragte 350.000 dollars, fortæller BBC News. Begge beløb ligger dog noget under de 1,6 mio. dollars, som en stribe fra ’Månen tur-retur 2’ indbragte ved en auktion i Paris sidste år. Så måske er Tintin-eventyret om ’Det kulørte guld’ alligevel lidt på vej ned?

Det viste sig i hvert fald umuligt at finde en køber til et eksemplar af ’Månen tur-retur 1’ signeret af ægte amerikanske astronauter. Men måske er det bare astronauter, der ikke længere er i så høj kurs?

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her