Der ligger den og slænger sig i den overraskende februarsol. Den røde løber er rullet ud og klar til at blive betrådt af filmens folk. I de kommende ti dage vil tæppet foran Berlinale Palast i den tyske hovedstad blive befolket af nogle af verdens bedste skuespillere og filmskabere på den første store filmfestival, siden branchen i oktober blev ramt af en boomerang fra en dunkel fortid med overgreb mod kvindelige aktører, #MeToo-bevægelsen.
En bevægelse, der synes at passe Berlinalen som en elegant skuespillerindefod i en højhælet sko, hvis vi tør bruge et sådant billede? Festivalen har altid været en slags modgift til Harvey Weinsteins og Hollywoods underholdende rabalder. Næh, her »skildrer vi altid verden, som den er uden for biograferne – og den er i øjeblikket ganske kompliceret«, som direktør Dieter Kosslick forleden udlagde festivalens politiske attitude.








