I forbindelse med mine seneste to klummer om familiebrud har rigtig mange følt sig genkendt, og det er godt.
En enkelt har dog også bebrejdet mig, at jeg får det med familiebrud til at lyde, som om det er let. Jeg synes på ingen måde, at det er let.
De mennesker, jeg møder, der har brudt med deres familie, ligger som regel helt ødelagte og stønner i vejkanten. De har forsøgt at tilpasse sig så meget, at de slet ikke kan mærke sig selv mere. Mange af dem føler i deres inderste, at det er dem, der har gjort noget forkert. De skammer sig måske ligefrem.
Det er dem, mine klummer har været henvendt til.
Jeg har også fået at vide, at jeg burde overlade sagen til psykologer, men det har jeg ikke tænkt mig. For det første har mange af dem, der bryder med deres familie, allerede brugt en mindre formue på at gå i terapi, for det andet tror jeg ikke på, at terapi kan løse alle problemer.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
