Foreningen af Specialmuseer i Danmark har store ambitioner. En broget flok bestående af 15 landsdækkende museer meldte sig tirsdag på banen som potentiel driver af den kommercielle tv-kanal, som regeringen lægger op til at støtte med 50 millioner kroner i deres udspil til medieforliget. De vil også gerne drive en radiokanal med en støtte på 30 millioner kroner.
Få dage før museernes uventede udmelding udtrykte kulturministeren sin skuffelse over, at interessen i mediebranchen for de nye kulturkanaler er begrænset. Hvorfor skaber forslaget ikke debat?, spørger Mette Bock (LA) i et indlæg i Politiken i sidste uge. Nogen kunne i det mindste sige, at det var en dårlig idé, synes hun.







