Det kunne egentlig godt ligne en provokation at placere udstillingen lige der over for indgangen til det danske parlament: Planche ved planche med latterliggørelse af de politikere, der gennem et århundrede er gået ind og ud ad selv samme indgang. Men det er ikke nogen protestdemonstration, tværtimod:
Friluftsudstillingen af politiske satiretegninger fra de 100 år, der nu er gået, siden Rigsdagsfløjen af det nuværende Christiansborg blev indviet, demonstrerer faktisk politikernes prisværdige selvbesindelse og erkendelse af, at graden af demokrati bl.a. måles på den ytringsfrihed, magthavernes kritikere har. Det er nemlig Folketinget selv, der har bedt Museet for Dansk Bladtegning på Det Kongelige Bibliotek om at stå for udstillingen.






