Natten til lørdag 4. august sov filosof og teolog Peter Kemp stille ind i sit hjem i Hellerup. Han blev 81 år gammel.
Det seneste års tid var Peter Kemp plaget af en kræftsygdom, som svækkede hans helbred og arbejdsevner. Det pinte ham, at han ikke længere kunne opretholde den enorme produktivitet, han ellers havde lagt for dagen gennem hele livet. Den sidste tid blev tilbragt i hjemmet omgivet af den nærmeste familie – blandt andet hans to børn Ask og Helene samt kæresten gennem mange år, den japanske filosofiprofessor Noriko Hashimoto.








