Flere end seks millioner har set modsvar på Fox-video om Danmark

Trish Regan vakte opmærksomhed, da hun i et indslag på på kanalen Fox Business Network sammenlignede Danmark med Venezuela. Det fik mange til tasterne, bl.a. socialdemokraten Dan Jørgensen, hvis video er blevet set seks mio. gange.  Brad Barket/Ritzau Scanpix
Trish Regan vakte opmærksomhed, da hun i et indslag på på kanalen Fox Business Network sammenlignede Danmark med Venezuela. Det fik mange til tasterne, bl.a. socialdemokraten Dan Jørgensen, hvis video er blevet set seks mio. gange. Brad Barket/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske politiker Bernie Sanders og komikeren Ricky Gervais har mindst én ting til fælles.

På Facebook har de nemlig begge delt en video med socialdemokraten Dan Jørgensen, hvor han tilbageviser flere fejlagtige påstande om Danmark fra et amerikansk tv-indslag.

Videoen er samlet set flere end seks millioner gange, fortæller han.

»Jeg er meget, meget overrasket. Jeg havde da håbet på, at vi kunne komme over på den anden side af dammen (til USA, red.), men at det har taget så meget fart, det havde jeg overhovedet ikke turde håbe på«, siger han.

Se videoen her.

Trish Regan: Portræt af tv-værten, der har set sig sur på Danmark

Videoen er et modsvar til et tv-indslag på USA's mest sete erhvervskanal, Fox Business Network, hvor Danmark sammenlignes med Venezuela.

Handler om vores gode ry og rygte

I indslaget postulerer tv-værtinden Trish Regan blandt andet, at danskerne hverken vil arbejde eller færdiggøre studier. De påstande tilbageviser Dan Jørgensen med forskellig tal om den danske befolkning.

Se videoen: Amerikansk tv-vært i dirrende angreb på Danmark

Dan Jørgensen håber på, at videoen har været med til at give argumenter til dem, som synes, at man i andre lande kan lære noget af den danske samfundsmodel.

»Og så handler det også om vores gode ry og rygte. Det er selvfølgelig trist, at der er nogle, som gerne vil sprede usandheder om Danmark, så det håber jeg også, at det kan være med til at rette op på«, forklarer han.

Korrigerer sit udsagn

Tirsdag rettede Trish Regan i en mail til Ritzau flere af de pointer, hun kom med i indslaget.

»Jeg vil gerne præcisere min pointe fra min udtalelse i sidste uge om socialisme«, lyder det i mailen fra studieværten.

»For at udtrykke mig klart, antydede jeg aldrig, at forholdene i Danmark på nogen måde var ligesom den nuværende tragedie i Venezuela«.

I indslaget siger Trish Regan, at alle danskere reelt arbejder for staten, når topskatten var 56 procent i 2015. I 2013 var det kun i tre kommuner, at over halvdelen af befolkningen arbejdede ifølge studieværten.

Ifølge Danmarks Statistik lå beskæftigelsesprocenten i 2013 lige under 67 procent for danskere mellem 16 og 64 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her