I sin nyeste roman ’Bjørnen’ lader Katrine Marie Guldager sin kvindelige hovedperson, Vibse, sige: »Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles«.

Hovedpersonen er fuld af vrede, men i disse sætninger skinner en elementær eksistentiel sårbarhed igennem. Vibse taler om sin datter, der siden er blevet voksen. Som forælder ved Vibse, at al den livsfylde, der er givet ved relationen til barnet, er midlertidig. En dag vil barnet blive voksent og flytte hjemmefra. Og en dag vil relationen endegyldigt blive brudt, fordi den ene – forhåbentlig forælderen – dør før den anden.