Hvis man gerne vil have medhold i sine sproglige idiosynkrasier, skal man bare være medlem af facebookgruppen ’Sprogbøffer og sprogjuveler’. Her skrev en bruger forleden: »Er det kun mig, der bliver irriteret, når der bliver brugt vendingen ’det virker til’?«. Nej, nej, nej! Det er ikke kun dig. Det hviner i ørerne som negle mod en tavle. Men hvad er der egentlig galt med ’det virker til’?
Det er udsagnsordet virke i betydningen ’forekomme at være’ eller ’umiddelbart give indtryk af at være’, der er tale om. Tidligere kunne man sige: ’Hun virker irriteret’ eller ’han virker træt’. Eller ’Det virker, som om hun er sur’ og ’hun virker, som om hun er sur’. Ikke noget med ’til’ nogen steder.








