Nå, I feje, kulturradikale kræ. Så sidder I der igen og hyggefiser helt tørre i ganen af forventning. Med ståpels på lænden. Mens I venter i en blanding af lad, åndsforladt skadefryd og smålummer forventning på, at en anden en skal strø sand i næverne og give sig til at uddele perfide franske manchetter til konger, kendisser og kulturkoryfæer.
Så kender vi jer igen. Hykleriets frygtløse fortrop. Hvis vi indførte offentlige steninger her i landet, ville I skrige og skråle og gå i fakkeltog og samle underskrifter, ringe til Amnesty og Grevinde Danner, Bjørn Elmquist og Ciskønnede Cyklister Uden Grænser. Først. Men på selve dagen skulle I nok stå der. Som de første. Og stirre med åben mund i halve timer uden at blinke af frygt for at gå glip af noget.
Selv skal I bare ikke nyde noget af at bagtale nogen. Og da slet ikke på tryk. Man er jo kun en stakkels, lille, forsvarsløs læser, ikke? Ren som en vådserviet. Sart som en drøbel. Men bevares. I anerkender selvfølgelig satirens funktion i det senmoderne og bliver derfor gerne hængende lidt, mens jeg får fjolserne til at bløde, ikke?
Vi kan jo heller ikke have, at andre bare sådan går og lykkes med for meget, vel? Ikke ustraffet i hvert fald.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
