Nå, I feje, kulturradikale kræ. Så sidder I der igen og hyggefiser helt tørre i ganen af forventning. Med ståpels på lænden. Mens I venter i en blanding af lad, åndsforladt skadefryd og smålummer forventning på, at en anden en skal strø sand i næverne og give sig til at uddele perfide franske manchetter til konger, kendisser og kulturkoryfæer.
Så kender vi jer igen. Hykleriets frygtløse fortrop. Hvis vi indførte offentlige steninger her i landet, ville I skrige og skråle og gå i fakkeltog og samle underskrifter, ringe til Amnesty og Grevinde Danner, Bjørn Elmquist og Ciskønnede Cyklister Uden Grænser. Først. Men på selve dagen skulle I nok stå der. Som de første. Og stirre med åben mund i halve timer uden at blinke af frygt for at gå glip af noget.
