Når man som jeg beskæftiger sig forskningsmæssigt med nogle af tilværelsens mest grundlæggende fænomener – sorg, endelighed, lykke og mening – kan det ikke undgås, at man berører religiøse spørgsmål.

Jeg diskuterer ofte med præster og glædes over, når de fremhæver fænomener som kærlighed og tilgivelse som noget, der har værdi i sig selv, uafhængigt af hvad man ’får ud af det’. I Danmark kan vi takke kristendommen for at have givet os et sprog og en sans for sådanne fænomeners iboende værdi, der står i modsætning til tidens instrumentalistiske tendenser, hvor meget i øvrigt vurderes ud fra nytte og brugsværdi.