Der var noget ømt ved at se nogens bedstefar sidde med et stolt og perplekst ansigtsudtryk og høre depressiv triphop, hårdtslående postpunk og sexpositiv R&B i Vega.
Første koncert var med Atusji, som har Terkel Atsushi Røjle i front. Atusji stod sammen med musiker Oliver Møller Nehammer og var indrammet af stemningsfulde, japanske animationsfilm med regnvejr og kirsebærblomster. De eskapistiske sange var dyppet i syntetisk autotune, melankoli og spor af emo-hiphop. Atusji brød desværre aldrig for alvor ud af overfladen i det stilsikre animerede musik og sceneunivers.
I skærende kontrast stod norske Hôy la, der havde følelserne uden på tøjet. Efter at have suget publikum ind i det mørke hjerte med sange som ’Resist’ brød Ingri Høyland Kvamstad sit forbitrede ansigtsudtryk med en kærlig hilsen og sagde:
»I ser så glade ud, selv om vi jo spiller noget dyster musik. Mange af mine venner går rundt og har det rigtig dårligt, så husk at spørge jeres nære, hvordan de har det«.
Hendes stemme var dragende, jamrende og jazzet og ledte tankerne hen på Beth Gibbons og Róisín Murphy. De skrøbeligere detaljer druknede i for høje trommer og for mange overlæssede instrumentale valg. Højdepunktet var det mere elektroniske, elegante og lette ’Please’.
Den danske postpunkgruppe Boundaries bragede også voldsomt igennem. Lyden var for høj til, at man kunne høre de ellers koncise og tydelige melodier. Boundaries er teknisk dygtige, de får stor ros og anerkendelse i udenlandske musikmedier som NME, men hvor deres ep fra sidste år lyder som en åbenbaring, var koncerten unødvendigt mudret, og de sejrede bedst på deres absolutte hit, ’Always a Way’, som jeg til gengæld forsvandt helt ind i under koncerten.
Efter at vi havde fået blæst hovedet af med Boundaries, kom en mere forsigtig stemme på scenen. Den danske sangerinde Lleoh, som i virkeligheden hedder Sarah Leonora. Hendes musik mindede både om forførende soul, som vi kender den fra Sade, og klassisk R&B fra 1990’erne og 00’erne. Lleoh var meget forsigtig på scenen, men hendes stemme var som at tage et hovedspring ned i en pool med mælk og honning. Hun fik også selskab af Jonathan Elkær fra gruppen Phlake.
Den mest udadvendte koncert til årets Vegas Udvalgte blev leveret af Selma Judith. Hun sad på scenen alene med sin harpe og sang:
»I’m feeling sexual, so we should be sexual«.
Koncerten bød på sexpositive sange, til tider med corny guitarsoloer. Selma Judith fyldte hele scenen og viste under sange som ’Kind of Lonely’ og ’Inner Thigh’, at hun helt klart ikke bliver til at komme uden om i år, som en særlig musikalsk sexolog i dansk musik. Pas på, Joan Ørting.
Duggen blev siddende på ruderne, da den danske R&B-sangerinde Bette spillede aftenens sidste koncert. Det var forfriskende med danske, klokkeklare tekster og sofistikeret elektronisk lyd. Bette havde publikum i sin hule hånd. Især under ’Darling’ viste hun, at hun har opdateret dansk R&B, som den lød, da Karen og Szhirley var R&B-pionerer, der gav modersmålet sul og bling på bagdelen.
fortsæt med at læse
