Det hele er dårligt, den opera er grim. Hvorfor er vi kommet? Hvornår skal vi hjem?«, synger koret af gæster placeret på gulv og balkoner i Operaen – som en ramsaltet konklusion på en god times fortælling om den arkitektoniske og politiske proces bag opførelsen af det monumentale operahus i København i begyndelsen af 00’erne.
Folket giver den gas i et let, udflippet og alligevel stramt myretuelydbillede af steelguitar, sprød synthesizer, klaver og masser af slagtøj og binder på den måde meget præcist en knude på en lille historie i tre små akter, der både er velklingende, humoristisk og fængende.
Og de får på den måde malet et stærkt kritisk portræt af den afdøde skibsreder, der i en cocktail af velgørenhed, skattefradrag, storhedsvanvid og alt for stor politisk indflydelse får placeret et tontungt minde om sig selv i hovedstaden.
Det var komponisten Anders Monrad, journalisten Nikolaj Heltoft og kunstnergruppen Superflex, der i 2012 skrev operaen og overdrog partituret til daværende kulturminister Uffe Elbæk og Det Kongelige Teater som en folkegave, der frit kunne opføres.
På YouTube kan man stadig se, hvordan Elbæk, vist oprigtigt interesseret og længe, takker for det vigtige bidrag til en vigtig debat, mens det kun tager 27 sekunder for planlægningsdirektøren på Det Kongelige Teater at sige lige præcis ingenting om, hvad de som institution vil med den.
De satte den ikke op, og de gør det nok heller ikke. I stedet blev partituret sidste år til en kunstfilm, og nu er den så indspillet på et lækkert vinylalbum, som også kan streames på forskellige tjenester.
Ni sangere fra det danske musikliv, en flok pianister og slagtøjsensemblet Ekkozone har under ledelse af Jesper Nordin givet stemmer og lyd til de tre små akter (plus en prolog og en epilog i stenhuggerens stenbrud, hvor bygningen jo egentlig blev til).
Den opera skal da sættes op
Første akt hos arkitekten, der først synger sin begejstring ud i diskussion med avantgardistiske kritikere – før han bryder sammen, da han opdager, at Mærsk har taget over og ødelagt hans åbne facade. I andet akt er vi hos politikeren og hans sleske rådgiver, der får ham til at bøje nakken for skibsredderen. »Mærsk er for landet, hvad ilt er for liv«, som det så smukt klinger.
Og så kulminerer det hele i tredje akt i selve Operaen, hvor folk på balkonerne højlydt drøfter, om den overhovedet er noget værd, om huset ligner en bank i den billige ende, og om danskerne i øvrigt selv har betalt for det gennem A.P. Møller Fondens skattefradrag. Men de bliver dog enige om, at man siger tak for en gave. Velbekomme.
Det musikalske univers er en blanding af små gentagne rytmiske mønstre, som musikerne får til at snurre rundt på kryds og tværs – og nogle vilde genrebesøg til easy listening og country, som efter sigende hørte til Mærsk Mc-Kinney Møllers yndlingsgenrer.
Anders Monrad har ikke noget problem med at skrive vældig teatralsk med gongonger og højstemt patos, og når lydbillet samtidig rummer en god portion pulserende synthesizer og blød steelguitar – som var vi i 1978 – lander albummet som noget, der både er meget virkelighedsnært og lidt science fiction-agtigt på samme tid. Blødt, rundt og lækkert, men bestemt ikke ufarligt. Mærsk er som person ikke selv med. Men det handler kun om ham.
Herfra skal lyde en opfordring til teaterchef Kasper Holten på Det Kongelige Teater om at sætte ’Mærsk Operaen’ op: Kunstnerisk skal den nok holde og blive interessant – og samfundsmæssigt vil den give anledning til at drøfte vigtige spørgsmål om fonde, mæcener, armslængder og magt. Hvis ikke du vil gøre det for at invitere et kritisk blik på egen institutionshistorie indenfor, så gør det da bare for at vise overskud, og scor pr-værdien. Det skal nok blive sjovt.
fortsæt med at læse
