Joyce DiDonato er en af USA's vigtigste operasangere, men hendes nye album er genreblandende afslapning.
Foto: Simon Pauly

Joyce DiDonato er en af USA's vigtigste operasangere, men hendes nye album er genreblandende afslapning.

Kultur

2 hjerter: Amerikansk operastjerne mikser hotdogs og is

Efter en stribe sejre slapper USA’s store barokdiva Joyce DiDonate af sammen med en gruppe smooth jazzmusikere. Resultatet er barokt på den dårlige måde.

Kultur

Den amerikanske operastjerne Joyce DiDonato har en stemme, der genialt matcher de virtuose vokalkrav, barokmusikken fra 1600- og 1700-tallet stiller.

Hendes indsats i det repertoire har været intet mindre end forrygende. Oven i det er hun en stjerne, der tænker over tingene og har en holdning, og hendes personlige i bund og grund politiske 2017-album, ’In War & Peace’, med barokorkestret Il Pomo d’Oro var til seks jublende hjerter.

Da DiDonato sidste år udgav albummet ’Into the Fire’ med Brentano-strygekvartetten, optaget live i Wigmore Hall i London, der blandt andet indeholder kvidrende Strauss-sange, kvidrede anmelderne med. Men det seneste udspil fra den amerikanske mezzosopran fra Midtvesten er mest af alt noget pjat.

Jo, DiDonato synger fremdeles vidunderligt. Men udstyret med tophat og mikrofon og iklædt kjole og hvidt, som hun er det på coveret, er der alligevel noget lummert over de kalkulerede crossover-manøvrer, der præger ’Songplay’.

Det her er som kaffe med vaniljesirup

Stjernen slapper af sammen med en håndfuld særdeles smooth jazz- og studiemusikere. Men hvorfor skal barokarier som Alessandro Parisottis ’Se tu m’amir’, som Elisabeth Schwarzkopf i sin tid tog så koket på, udsættes for trompet og rytmegruppe og klaskes sammen med ’Star Vicino’ som jazzvals? Personligt foretrækker jeg hyggejazz og barokmusik hver for sig, og selv om musikerne og sangeren er i topklasse, bliver det altså sært med Shearings ’Lullaby of Birdland’ tilsat Bach-klaver.

Joyce DiDonato er god på albummets engelsksprogede numre som ’Lean Away’ og Rodgers og Harts ’With a Song in my Heart’. Men det er virkelig underligt at høre barokkoloratur og jazzgrowl fyret af side om side som vokalekvilibrisme fra vidt forskellige århundreder.

DiDonato er en af vor tids store operasangere – hun har lige for nylig lagt stemme til Maria Callas på film – men det her er som kaffe med vaniljesirup. Eller måske som hotdogs smasket sammen med italiensk is. Komponister som Vivaldi og Caccini lander oven i sentimentale folkesange og krydres med jazzharmonier, og så må man tage det som et spøjst eksperiment. Eller lade det være. Personligt synes jeg ikke, det fungerer.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden