Når der hvert år er nytårskavalkader med tilbageblik på ’året, der gik’, indgår ofte et element, som kaldes ’dem mistede vi’. Det er rørende, men hvem er ’vi’ egentlig i den sammenhæng? Det er selvfølgelig et nationalt vi, når det er personer som prins Henrik, Benny Andersen eller Kim Larsen, der mindes. Men der sniger sig også typisk afdøde fra den store verden ind. I 2018 mistede vi for eksempel også Kofi Annan samt både Barbara og George Bush senior. Så er det ikke længere bare et dansk vi, men et større vi – måske endda et fællesmenneskeligt vi – der appelleres til.

Jeg er interesseret i dette store vi, der ellers har fået trange kår. Nationale bevægelser har fået vind i sejlene og har afløst begejstringen for globaliseringen. Grænsehegn og -bomme sættes op med henblik på beskyttelse af partikulære folks interesser snarere end menneskehedens som sådan. Ultimativt fører det til en afvisning af ideen om menneskerettigheder, for eksempel hos Søren og Marie Krarup, der har kaldt menneskerettighederne »moderne kætteri«.