Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Endnu en dokumentarfilm vil nærstudere poplegendens kriseramte liv og arv. Den forventes at få premiere senere på året.

Ny dokumentar på vej: Undersøgende journalist skal grave i Michael Jacksons fortid for BBC

I dokumentaren 'Leaving Neverland', som havde premiere på Sundance, beskylder to mænd Michael Jackson for at have misbrugt dem, da de var børn.. Dette billede er taget under en koncert i Parken i København i 1997.  Arkivfoto Jan Grarup
I dokumentaren 'Leaving Neverland', som havde premiere på Sundance, beskylder to mænd Michael Jackson for at have misbrugt dem, da de var børn.. Dette billede er taget under en koncert i Parken i København i 1997. Arkivfoto Jan Grarup
Lyt til artiklen

Den omdiskuterede dokumentar ’Leaving Neverland’, som beskriver Michael Jacksons seksuelle forhold til to børn, får følgeskab af endnu en dokumentar om popidolets liv.

Ofre træder frem: Ny dokumentar efterlader Michael Jacksons eftermæle som en rygende ruin

Det er den britiske public service-station BBC, som nu meddeler, at man har sat undersøgende journalist Jacques Peretti til at afdække Jacksons historie helt tilbage til hans barndom i Gary i delstaten Indiana, skriver The Guardian.

Filmen, der får titlen ’Michael Jackon: The Rise and Fall’ og efter planen skal have premiere senere på året, bliver Jacques Perettis fjerde film om popfænomenet. Anledningen er tiåret for Jacksons død d. 25. juni 2009.

Instruktør Dan Reeds dokumentar ’Leaving Neverland’, som havde premiere på filmfestivalen Sundance, har vakt opsigt internationalt og er blevet mødt af kritik fra Michael Jacksons familie og fans.

Sangerens bo har sagsøgt HBO, som står bag filmen sammen med britiske Channel 4, fordi boet mener, at HBO i 1992 underskrev en kontrakt, som angiveligt fastslog, at medievirksomheden ikke må vanære sangeren i fremtidige værker.

BBC har heller ikke tænkt sig at afstå fra at dække de kontroversielle sider af Michael Jacksons historie, siger stationen til The Guardian.

»Peretti har været en af de mest fremtrædende kritiske kommentatorer af Michael Jackson og hans kriseramte liv og arv. Da han kom til os med ideen om at revurdere ham 10 år efter hans død, blev vi straks overbevist om projektet. Vi vidste, at det ikke vil afholde sig fra de kontroverser, der omgiver MJ«, siger den programansvarlige på BBC Two, hvor filmen får premiere.

Johan Moe Lindskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her