Netflix kom for nylig til at vise en alternativ slutning på den romantiske komedie ’The Notebook’ til engelske seere. Det har fået vrede fans til tasterne, der insisterer på at få den gamle slutning tilbage.

»Giv os vores tårer tilbage«: Vrede fans harcelerer over Netflix efter alternativ slutning på Ryan Gosling-tåreperser

Ryan Gosling spiller over for Rachel McAdams i filmhittet 'The Notebook'. Nu har en alternativ slutning til filmhittet vist sig for Netflix-seere. 
   Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Ryan Gosling spiller over for Rachel McAdams i filmhittet 'The Notebook'. Nu har en alternativ slutning til filmhittet vist sig for Netflix-seere. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Jeg advarer dig lige: Hvis du ikke har set tåreperseren ’The Notebook’, så gør det, før du læser denne artikel. Måske vil du så tilslutte dig hoben af vrede fans.

Netflix i Storbritannien har nemlig begået lidt af en brøler ved at vise en alternativ slutning på den højtelskede kærlighedshistorie om Allie og Noah, der bliver spillet af Ryan Gosling og Rachel McAdams.

I slutningen fortæller Noah sin demente kone, at deres kærlighed kan føre dem alle steder hen, inden han lægger sig til at dø ved siden af hende i bedste ’Romeo og Julie’-stil.

Morgenen efter finder en sygeplejeske det døde ægtepar hånd i hånd i hospitalssengen, og her er mange seere allerede klar med Kleenex nummer 5.

Men filmfans i Storbritannien fik sig en grim overraskelse, da de for nylig kunne (gen)se filmhittet fra 2004.

Netflix har nemlig vist filmen med en alternativ slutning, hvor scenen med sygeplejersken er udeladt. Derfor kan man ikke med sikkerhed vide, om parret får lov at dø sammen til sidst.

Netflix har på Twitter skrevet, at de ikke har redigeret filmen, men at der fandtes en alternativ version, som de var kommet i besiddelse af. Efterfølgende har de fået filmen tilbage på streamingtjenesten med den originale slutning.

Slutningen har gjort mange filmromantikere vrede, og flere har endda truet med at opsige deres abonnement af streamingtjenesten.

Anna Winsløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her