I kalenderårets anledning er en række højst forskellige kunstnere, der er eller har været knyttet til Galleri Bo Bjerggaard, samlet på jubilæumsudstillingen ’Works on Paper’.
I 1999 viste galleriet af samme navn en udstilling med samme titel, dengang galleriet havde en anden adresse: i Pilestræde. Det er allerede længe siden.
Men det er meget længere siden, at en tegning kun blev anset for at være et slags embryonalt forstadie til et maleri, altså en skitse, som kunstnere kunne se stort på, forære væk eller ligefrem kassere, når det egentlige arbejde var udført. Og det egentlige arbejde kunne være en skulptur, som i Michelangelos eller Bertel Thorvaldsens tilfælde, eller et maleri. Det kan man læse mere om i Mikael Wivels katalogforord, som er genoptrykt i anledning af jubilæet.
I dag er tegningen blevet forfremmet til et være et næsten malerisk udsagn, blot i en anden teknik, i et mindre format og til en mere overkommelig pris. I dag kan tegninger tilmed være et udstillingstema i sig selv og dermed fylde væggene i et galleri.
Kunstneriske koryfæer
Ophængningen er et varieret udtryk for, hvad tegninger kan, når fremstående kunstnere laver dem, og hvad et galleri kan, når det satser på mediet.
Her er signaturværker af nogle af kunstneriske koryfæer, som vi tidligere – på samme adresse – har set i større format. Som Per Kirkeby, Baselitz, Jannis Kounellis, Daniel Richter, John Kørner, Tal R, Marcel van Eeden, Mamma Andersson m.fl., i alt 27 kunstnere, deraf en tredjedel kvinder.
Lad os stoppe op ved Mamma Andersson, dels for overskuelighedens skyld og dels for kønskvoteringens. Og lad os følges med hende ud i et typisk nordisk vinterlandskab.
I en tegning tager naturen form netop dér, hvor det sorte kul interagerer med det hvide papir. Men hos Mamma Andersson bliver formen også en grafisk metafor for den længsel efter frihed, som alle går rundt med.
Vi må ikke tro, at vi med disse værkeksempler har beviset på, at naturskildringen er på vej tilbage. Naturen kan blot være et påskud – for at frigøre kunsten fra naturefterligningen. Tegningen er et digt over det, som sanserne indberetter til bevidstheden.
En sand billednarkoman
Nu om stunder bruger kunstneren naturen – eller kunsthistoriens billeder, om man vil – som en kærkommen anledning til at bringe sig selv i spil.
Så meget ved vi nemlig om Mamma Andersson: Hun er en billednarkoman. Hun elsker billeder, omgiver sig med dem, klipper dem ud af bøger og ikke først, når hun har læst bogens tekst, for hun har aldrig, siger hun, været en god læser. Og det at skrive falder hende også svært. Men noget helt andet er det at se; at se for eksempel film som en tæt forbundet sekvens af billeder, der bevæger sig og dermed bringer en handling eller en historie med sig i forløbet.
Vi er nødt til at tale om fortællinger, der lader noget være ufortalt. Det gælder også de to billeder på udstillingen ’Arbejder på papir’.
Det er ingen kunst at se, hvad de forestiller. På det ene ser vi en stjerneformet busk, på det andet står en hest og en kalv i landskab. Langt sværere er det at finde ud af, hvad de vil vise os. Det er ikke kunstneren, der optræder i rollen som fortæller. Den rolle har beskueren nemlig fået overdraget af kunstneren. Fra Mamma Andersson får vi kun så mange stikord, at vi selv kan fortsætte forløbet og måske fuldende fortællingen.
Det samme kan også siges om de tre akvareller, som er Anna Bjergers bidrag til udstillingens myldrende helhed. Også hun er en svensk kunstner, der med sine motivers tilnærmelsesvise genkendelighed har bud til tiden med hang til figuration.
Det gælder også kunstnerne Mamma Andersson (født 1962), der i øvrigt er en halv snes år ældre, og Sara-Vide Ericson (i Galleri V1), der er en halv snes år yngre. Anna Bjerger – midt mellem de to – kommer vi til at se mere til, idet hun er den næste udstiller hos Bjerggaard.
fortsæt med at læse
