En ven af Félix Guattari er en ven af mig. Den berømte og betydningsfulde franske psykoterapeut, aktivist og filosof boede dør om dør med den amerikanske kunstner George Condo i 1980’ernes Paris. Og det var her og på det tidspunkt, Condo fandt sit maleriske udtryk et sted mellem konceptualisme, postmodernistisk citatleg og den amerikanske tilbagevending til det figurative maleri sammen med blandt andre Keith Haring og Jean Michel Basquiat. Det var, efter at Condo havde været en del af den vilde kunstscene i New York. Félix Guattari kom på besøg i atelieret og så på malerierne.
I dem fandt han en tilgang til repræsentationen – afbildningen af virkeligheden – der ikke sad fast i forestillingen om en 1:1-gengivelse eller en psykologisering og et ønske om at overføre ’sjælen’ fra personen til billedet. Ingen følelser som sådan. Følelser givetvis, men ikke på den måde. Og jeg køber den. Med Condos papirværker på den fine lille udstilling ’The Way I Think’ på Louisiana er vi i repræsentationen ude over patetisk portrætkunst. Vi er ude over portrættet som en projektionsflade for kunstnerens begær. Det er fjollet og sjovt. Og svært at få hold på. Det vender jeg tilbage til.
