Udstillingen på Musée d’Orsay skal fokusere på de oversete og anonyme sorte modeller i fransk billedkunsts mesterværker.

Fra 'Portræt af en Negerinde' til 'Portræt af Madeleine': Sorte modeller bliver æret på museum i Paris

Marie-Guillemine Benoists 'Portræt af Madeleine' er et af de malerier, der har fået ny titel på Musée d'Orsays udstilling. Før hed billedet 'Portræt af Negerinde'. Foto: © Rmn-grand Palais (musée du Louvre) / Gérard Blot/© Photo RMN - Gerard Blot
Marie-Guillemine Benoists 'Portræt af Madeleine' er et af de malerier, der har fået ny titel på Musée d'Orsays udstilling. Før hed billedet 'Portræt af Negerinde'. Foto: © Rmn-grand Palais (musée du Louvre) / Gérard Blot/© Photo RMN - Gerard Blot
Lyt til artiklen

Kunstudstilling. Hvis du besøger det fine kunstmuseum Musée d’Orsay i Paris, vil du finde en ganske særlig udstilling.

’Sorte modeller: Fra Géricault til Matisse’ sætter fokus på tilstedeværelsen af sorte modeller i fransk billedkunst fra 1800-tallet frem til i dag.

Ifølge kulturmagasinet Hyperallergic har nogle af de værker, hvor anonyme sorte kvinder optræder, fået nye titler for at ære de sorte modeller. Det gælder blandt andet Marie-Guillemine Benoirs ’Portræt af en Negerinde’, der er blevet omdøbt til ’Portræt af Madeleine’ i anledning af udstillingen.

Udstillingen havde først premiere på The Wallach Art Gallery i New York og skal vise, hvordan sorte modeller har været repræsenteret i billedkunst uden at ære identiteterne på de kvinder, der optræder som motiver på malerierne.

Udstillingen indeholder værker fra kunstnere som Théodore Géricault, Charles Cordier, Eduard Manet og Henri Matisse.

Den er udspringet af Denise Murrells afhandling fra Columbia Universitys afdeling for kunsthistorie og arkæologi. Hun har undersøgt, hvordan sorte kvinder spillede en stor rolle i den franske billedkunst, selv om de ikke optræder i historien.

Murell fortæller, at mange af kvindernes identiteter er blevet skæmmet af »unødvendige referencer til deres race« såsom ordet ’negerinde’.

»Kunsthistorien lod dem i stikken. Den har bidraget til konstruktionen af de her motiver som racemæssige typer i stedet for de individer, de var«, siger Denise Murell.

Udstillingen kan opleves på Musée d’Orsay i Paris frem til 21. juli.

Anna Winsløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her