Selv kalder rapperen Lil Dicky det sit liv vigtigste arbejde. Resultatet er en popsang med navnet ’Earth’, hvor Ariana Grande, Justin Bieber, Ed Sheeran, og jeg kunne blive ved, medvirker som dyr, der slet og ret synger om at være dyr.
Lil Dicky, med det borgerlige navn David Andrew Burd, havde faktisk slet ikke tænkt, at sangen skulle handle om klimaet. Han syntes bare, at det ville være sjovt at få megastjerner til at spille dyr. Men så satte den amerikanske komiker og rapper sig ned og læste lidt om dyrene. Og kloden. Og klimaet.
Hans opdagelser gjorde så stort indtryk, at han besluttede at lave vor tids udgave af ’We are the World’, 1980’er sangen om næstekærlighed som Michael Jackson, Diana Ross og Bob Dylan blandt mange andre sang med på.
»Jeg tror, at det, jeg vil have sangen til at gøre, er at sende andre på en opdagelsesrejse. Jeg ved ikke, hvorfor alle ikke taler om det her hele tiden. Jorden er, sådan, bogstaveligt talt ved at falde fra hinanden«, sagde han på radioprogrammet Beats 1.
DiCaprio som klimaets Messias
Noget i konceptet fungerer. Måske bare kendisfaktoren. På få dage er sangen i hvert fald set over 28 millioner gange på YouTube.
Efter 7 minutters animeret kaosvideo kan lytteren klikke sig videre til hjemmesiden welovetheearth.org, hvor Lil Dicky forsøger at forklare klimakrisen på et par minutter. Herefter kan de inspirerede donere penge til Leonardo DiCaprios klimafond.
Den verdensberømte skuespiller DiCaprio har endda indvilget i at medvirke som en animeret udgave af sig selv, der står på stævnen af Titanic og holder kloden foran sig i sine hænder, imens en neandertalerudgave af Lil Dicky spørger lytteren:
»Gutter, kig lige alle sammen på, hvad fanden det er, Leonardo DiCaprio altid taler om. For jeg føler, at den fyr ved mere om Jorden end nogen anden«.
DiCaprios nuttede tegneserieudgave nikker og kalder sangen den bedste, han nogensinde har hørt.
Alligevel får den hård medfart rundt om på nettet. På mediet Firstpost skriver anmelderen for eksempel, at »hvis Lil Dicky mener, at Leonardo DiCaprio er den, der ved mest om klimaet, og IKKE sir Attenborough eller Jane Goodall eller en af de millioner af forskere, biologer, antropologer og andre akademikere, så er på spanden«.
Han kalder sangen symptomatisk for et amerikansk verdenssyn, hvor nogle få superhelt fra de forenede stater pludselig dukker op blandt os andre dødelige og klarer ærterne.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter