Utallige er de gange, jeg i denne klumme har skrevet om venner, bekendte, kolleger, familiemedlemmer, politikere, journalister og andre mediepersoner, der har ytret noget, som sprogligt set har vakt min opmærksomhed. I denne uge er det mig selv, der har sagt noget bemærkelsesværdigt. Ja, man kan faktisk godt sige noget, som man selv bagefter undrer sig over.
F.eks. forleden dag, da jeg var ved at fortælle en kollega, at jeg havde travlt, og udtrykte det sådan her:
»Jeg har for meget på min tallerken i øjeblikket«.
Jeg kunne se, at hun ikke helt var med. Og derfor omformulerede jeg det til »altså, jeg har for travlt«. Så måtte hun tilstå, at hun ikke forstod, hvorfor jeg var begyndt at tale om tallerkener; hun troede, jeg refererede til den frokost, vi netop havde indtaget.
Det fik mig pludselig til at se mig selv med nye øjne. Hov, er jeg måske for en gangs skyld en sproglig firstmover? Jeg, der konstant er pinlig i min teenagedatters øjne, fordi jeg altid udtaler noget forkert og for gammeldags på engelsk: »Mor, det hedder ’par-DI’, ikke ’par-TY«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
