’Døden i Venedig’ af Thomas Mann er en af historiens bedste, sjoveste, mest skræmmende og mest intellektuelt stimulerende skildringer af sygelig besættelse og forbudte drifter.


Den pligtopfyldende forfatter falder for en 14-årig dreng og pynter sig med øjenskygge og ædelsten

Vi genbesøger en klassiker: ’Døden i Venedig’ er (stadig) en af historiens bedste, sjoveste og mest skræmmende skildringer af sygelig besættelse og forbudte drifter

Tegning: Claus Nørregaard
Tegning: Claus Nørregaard
Lyt til artiklen

I en af de sørgeligste og sjoveste scener i Thomas Manns ’Døden i Venedig’ fra 1912 får hovedpersonen, forfatteren Gustav von Aschenbach, en lille makeover.

Selv om hans europæiske sjæl egentlig er »uvilligt stemt over for adspredelser til at kunne elske den farverige omverden«, er han taget til Venedig, væk fra hjemmet, hvor han med stivnet kold lidenskab gjorde sin pligt, og er faldet pladask for en 14-årig polsk dreng.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her