En junidag for nogle år siden var jeg ude og prøve bryllupskjoler med den dejligste kvinde. Hun hed Julie, jeg havde mødt hende to uger forinden og var allerede forelsket.
Vi havde været inde i flere butikker, prøvet en lårkort i silke, noget højhalset broderi med og uden sjal, handsker, sorte snører, det var svært at finde en, der passede mig.
Jeg husker ikke, hvordan det opstod, eller hvem af hendes veninder, der fik ideen til, at vi to skulle på jagt efter en bryllupskjole til mig, men det var ikke tilfældigt: Hendes slæng var veluddannede, venstreorienterede, feministisk bevidste, queersympatiserende folk. Det føltes, som om de testede mig: Hvor frisk er du? Hvor flex er du? Hvad tør du? Show it, don’t tell it, kære hvide, heteroseksuelle mand: Hvor reaktionær en maskulinitet bærer du rundt på?
Jeg husker at være klar på hvad som helst for at tilbringe en dag i Julies selskab. Det var sjovt, og det var anstrengende. Mit blik flakkede rundt, også fordi der var spejle overalt, og det var ubehageligt at se mig selv så komplet feminiseret, sammen med smukke Julie. Vi var kun lige i gang med at etablere en relation, hvor jeg jo skulle være manden, og hun skulle være kvinden. Det føltes som en kastration på det værst tænkelige tidspunkt.
Bagefter satte vi os på en fortovscafe længere nede ad gaden. Hun bestilte en pastis, og jeg bestilte ikke en pastis. Jeg bestilte en fadøl, den største fadøl, de havde, understregede jeg for tjeneren, stik mig en pokal, et literglas hvis I har, kom bare med drikkehornet forbundet til verdenshavene, så skal jeg tømme det i tre drag. Det er Thor, der sidder her.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
