National Theatre fastholder, at en gruppe lesbiske under Priden chikanerede personalet og de andre gæster.

Lesbiske smidt ud af nationalteatrets bar

Nationalteatret i London mener, at kvinderne provokerede de andre gæster.  Foto: Hellodavey1902/Wikimedia Commons
Nationalteatret i London mener, at kvinderne provokerede de andre gæster. Foto: Hellodavey1902/Wikimedia Commons
Lyt til artiklen

En mindre gruppe lesbiske aktivister blev fredag aften smidt ud af National Theatres bar i London, Green Room, i forbindelse med Pride-festlighederne, skriver The Guardian.

Bortvisningen gav anledning til en krig på Twitter, hvor kvinderne og barens ledelse var uenige om, hvad der var sket.

Kvinderne ankom til baren bærende på bannere og talte bl.a. den politiske aktivist Anne Ruzylo, der ifølge eget udsagn havde en T-shirt på med den ret ædruelige tekst, der i oversat form lyder: ’Lesbisk: en kvinde, der elsker andre kvinder’, og hun fastholder, at barens personale tilkaldte politiet, fordi de »ikke kunne lide de T-shirts, vi havde på«.

Men hvis var skylden?

Kvinderne siger, at det var deres køn og placering i identitetspolitikken, der gjorde udslaget.

Barens ledelse fastholder, at kvinderne provokerede de andre gæster og bl.a. nægtede at gemme deres bannere væk, mens de opholdt sig i baren.

Endvidere siger barledelsen, at kvinderne var aggressive over for personalet.

I en udtalelse skriver ledelsen, at den »respekterer og værdsætter vort transkønnede personale, gæster og publikum. Og hvis visse gæsters opførsel truer deres oplevelse af at være trygge, skrider vi til handling«.

Michael Bo

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her