Er identitetspolitikken en tiltrængt politisk kamp for ligebehandling eller et moralsk korstog, der undergraver den frie debat i vores samfund?

Forestil jer en lægestuderende, der gerne vil være kirurg, men som frygter, at han bliver ude af sig selv, hvis han ser blod. Hvordan skal man forholde sig til det som underviser?«.

Med denne analogi beskrev Harvard-professor Jeannie Suk tilbage i 2014 i The New Yorker et ny fænomen, hun havde observeret på universitet: Flere jurastuderende udtrykte pludselig ønske om, at der ikke længere blev undervist i bestemte emner, for eksempel voldtægtslovgivningen, fordi den risikerer at retraumatisere personer, der har været ude for seksuelle overgreb.

Jeannie Suks oplevelser vakte opsigt, men de er langtfra enestående. Sidenhen har en lang række sager, hvor amerikanske studerende har saboteret undervisning og krævet fyresedler til forelæsere, som de mente gjorde sig skyldige i diskriminerende eller krænkende undervisning og opførsel, skabt overskrifter.

Tendensen, der ofte sammenfattes under paraplybetegnelsen identitetspolitik, har de senere år sat sit aftryk mange steder, inklusive i Danmark. Fra uddannelsessystemet over kulturlivet og til det politiske felt. For kan og må en hvid skuespiller for eksempel indtage rollen som sort? Må man have mexicansk tema til en udklædningsfest i København? Eller fjerner en øget opmærksomhed på minoriteters rettigheder og majoriteters privilegier fokus fra det, politik først og fremmest bør handle om: fordelingen af samfundets goder? Risikerer tolerancen, som kritikerne hævder, i sin yderste form at ende som intolerance?

Spørgsmålene er mange og komplicerede, og intet sted har debatten været så markant som på ideernes traditionelle kampplads: universiteterne.