Jeg blev dybt bevæget, da jeg på årets Roskilde Festival oplevede Janelle Monáes power som selverklæret queer afro-amerikansk kulturkanon. Sådan lidt til låns. Som det nu kan være, når man identificerer sig med et stærkt kunstnerisk udtryk, uanset om man strengt taget hører med til målgruppen eller ej.

Eller rettere målgrupperne. For undervejs nåede hun at udtrykke solidaritet med kvinderne, de sorte, de fattige, bøsserne og resten af LBGT+, flygtningene, de identitetspolitisk udfordrede, børnene og ... stort set alle andre end mig!