Eurydike er så liderlig, at det klistrer, når hun rejser sig efter at have siddet ned. Lyden flænser stilheden i rummet, når sopranen i tætsiddende korsage får det hele til at svuppe, og publikum griner højt.

Heltindens fritflydende safter skyldes imidlertid ikke hendes mand, Orfeus, som ellers ifølge de gamle sagn kunne få sten til at græde med sit lyrespil. Han har nemlig vist sig ikke at have talent til mere end at blive violinlærer, og Eurydike er efterhånden dødtræt af ham. I det hele taget er et af den græske mytologis mest berømte par gået og grundigt i stå i deres ægteskab, så Eurydike er i gang med sine elskere, mens hun gør, hvad hun kan, for at få Orfeus jaget ud af sovekammeret.