Lyt til artiklen
Som det ligger der i den hvide sø af mælk, føler man sig ubehageligt overbevist om, at det sorte hestehoved stammer fra den levende hest, der for et øjeblik siden var på scenen. En spillevende, skinnende velstriglet sort hingst med krop og ben og det hele, der stod og prustede.
Faktisk er det afskårne hestehoved mindst lige så uhyggeligt som den hovedløse nøgne mandekrop, der sidder besynderligt opret på en stol ude i søen med en prinsessekrone placeret der, hvor menneskekroppens hoved burde være.
