John Cleese er en britisk gentleman. En gentleman holder sit ord. Muligvis var det derfor, at han ikke aflyste interviewet med Politiken i 2015, men tog imod min kollega Emil Bergløv på et hotel i Kensington, London, med bare tæer i mokkasinerne og en heftig luftvejsinfektion. Undervejs i interviewet måtte han afbryde sig selv, mens han hostede og harkede og høfligt undskyldende spyttede slim i et lommetørklæde.

Inkubationstiden varede en uge. Så måtte Emil lægge sig, og nu var det ham, der hostede og harkede. Der var tale om en smitsom virus, man fik det elendigt, og her taler jeg faktisk af erfaring, for i løbet af de næste måneder bevægede sygdommen sig gennem det åbne kontorlandskab, den fældede os én efter én og nåede også mit hjørne.