Først handler det bare om at komme ind metrovognen og få alle de uundværlige kropsdele med ind ad dørene. Så kommer den grimme lyd og behovet for at holde fast i et eller andet, og når det er dækket, rammer erkendelsen: Du er nu sammen med virkelig mange mennesker, og du har ikke valgt et eneste af dem.

Ikke fordi der er noget i vejen med dem – de er sikkert bedre end dem, du kalder dine egne. Men der er mange af dem, og de er tæt på. Det er derfor menneskeheden har udviklet elevatorfjæset. Den totale nulstilling af alle ansigtsudtryk, der gør det muligt for fremmede mennesker at befinde sig i hinandens intimsfære på ubestemt tid.