0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Du må godt i metroen: Nede i undergrunden er det nemt at lure på de andre. Jeg gør det selv

Du står så tæt på de andre, at du kan læse i deres bøger, følge med i deres Messenger-tråde og høre den musik, de har i deres ører. Du må godt. Du har betalt for turen. De andre gør det også. I denne klumme får du tre af de små historier, som Politikens Bo Søndergaard har fundet ved at lure i rørene under jorden.

Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Strøm-festivalen fyldte togene med musik og fest i 2012. Men der sker altid noget i metroen, hvis man er opmærksom.

Kultur

Først handler det bare om at komme ind metrovognen og få alle de uundværlige kropsdele med ind ad dørene. Så kommer den grimme lyd og behovet for at holde fast i et eller andet, og når det er dækket, rammer erkendelsen: Du er nu sammen med virkelig mange mennesker, og du har ikke valgt et eneste af dem.

Ikke fordi der er noget i vejen med dem – de er sikkert bedre end dem, du kalder dine egne. Men der er mange af dem, og de er tæt på. Det er derfor menneskeheden har udviklet elevatorfjæset. Den totale nulstilling af alle ansigtsudtryk, der gør det muligt for fremmede mennesker at befinde sig i hinandens intimsfære på ubestemt tid.

Det er der, hvor man virkelig ikke ser på nogen og af al magt forsøger at udstråle: Jeg rører ikke ved dig, jeg trækker ikke vejret på dig, jeg har ikke erektion, og nej, det er ikke mig, der har skidt i bukserne. Jeg står her bare, jeg er ikke ude på noget andet end at komme ud.

GÆLDER KUN I DAG: Få fuld digital adgang resten af året for kun 136 kr.

Køb nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts