Siden The Beatles i 1969 lavede deres sidste studiealbum ’Abbey Road’, har fortællingen om albummet været, at det verdensberømte band vidste, at det ville blive deres sidste. De ønskede at slutte kunstnerisk på toppen.
Men det er helt forkert, siger Beatles-forskeren Mark Lewisohn i et interview med The Guardian.
Han har fået fat i en optagelse, som John Lennon, Paul McCartney og George Harrison lavede på pladeselskabet Apple Records’ kontor et par uger inden udgivelsen af ’Abbey Road’ 26. september. Ringo Starr var på hospitalet til nogle undersøgelser for tarmproblemer, og for at han blev orienteret om, hvad de andre tre drøftede, havde John Lennon taget en båndoptager med til mødet.
»Ringo – du kan ikke være her, men det her er, så du kan høre, hvad vi taler om«, siger John Lennon, da han har tændt for båndoptageren.
Julesingle
Og den efterfølgende optagelse afslører, at det ikke på dette tidspunkt var et band, der var ved at blive opløst i ævl og kævl, som ifølge Mark Lewisohn ellers er den gængse opfattelse af tilstanden i The Beatles på det her tidspunkt. Albummet ’Let It Be’ blev godt nok udgivet året efter, men består mest af optagelser lavet før ’Abbey Road’.
Optagelsen afslører også, at The Beatles ikke selv troede, at ’Abbey Road’ ville blive deres sidste studiealbum. I stedet taler John, Paul og George om at lave endnu et album samme efterår og måske få den første single fra albummet ud inden jul i 1969.
»Man tror, at John er den, der ønskede at opløse bandet, men når man hører optagelsen, er det ikke det, han ønsker. Betyder det ikke, at vi er nødt til at omskrive nærmest alt det, vi troede, at vi vidste?«, siger Mark Lewisohn til The Guardian.
På båndoptagelsen foreslog John Lennon, at de hver især kom med forslag til julesinglen, og han foreslog også, at han, Paul og George hver lavede fire sange til det kommende album og Ringo to – hvis han altså selv ville det.
Som bekendt lavede The Beatles aldrig det album. Formentlig fordi de gerådede ud i en alvorlig strid om deres rettigheder, og om hvem der skulle være deres manager.
fortsæt med at læse







