Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rekonstruktion. Det er 50 år siden at The Beatles skrev historie ved at udgive rock-æraens første album 'Please Please Me' - indspillet i en raptus på små 10 timer. I den anledning har Politiken rekonstrueret et interview med bandet og andre involverede.
Foto: DAN GROSSI/AP

Rekonstruktion. Det er 50 år siden at The Beatles skrev historie ved at udgive rock-æraens første album 'Please Please Me' - indspillet i en raptus på små 10 timer. I den anledning har Politiken rekonstrueret et interview med bandet og andre involverede.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jubilæum: Sådan blev The Beatles første album til

På fredag er det 50 år siden, at The Beatles udgav albummet 'Please Please Me'.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De fire liverpudlians havde kun indspillet et par enkelte sange inden.

De kom ind ad bagindgangen, var hæse og drak mælk. Men gemte den sidste rest af stemme til et skelsættende øjeblik i rockhistorien. Klippet sammen fra interview gennem tiden fortæller de involverede her, hvordan debut-albummet blev til.

Det begyndte allerede i 1962. Efter et par år som husorkester i Hamburg var The Beatles tilbage i Liverpool, hvor de fik lokal succes og en manager i Brian Epstein.

Men de manglede en pladekontrakt. Pladeselskabet Decca afviste dem med en bemærkning om, at tiden var løbet fra guitarpop, men hos EMI's underselskab Parlophone sad en mand, George Martin, og ventede på lige præcis et band som The Beatles.

Første gang The Beatles besøgte Abbey Road-studierne, var 6. juni 1962. De skulle møde George Martin.

Ikke en typisk popgruppe George Martin, producer: »Siden 1955 havde jeg stået i spidsen for Parlophone Records, en lidt sølle forgrening af EMI. Jeg havde produceret en del komedieplader med folk som Spike Milligan, Bernard Cribbins og Peter Sellers, men i 1962 var jeg efterhånden desperat efter at finde et band fra popverdenen«.

Ken Townsend, studietekniker i Abbey Road: »De fire kom gående ind, en af dem var selvfølgelig [Pete] Best. Jeg sad ovenpå med Norman Smith, da de kom igennem rummet [...] Jeg kan huske, at Norman drejede sig rundt og sagde: Hvad fanden har vi her?«.

Norman Smith, lydtekniker i Abbey Road: »Før de kom ind, tænkte jeg: Nå, nu kommer der endnu en ligegyldig popgruppe. Men i det øjeblik de trådte indenfor, tænkte jeg ved mig selv: Wow, det her er ikke en af de typiske popgrupper, vi ellers arbejder med. De er anderledes«.

Helen Shapiro, engelsk sangerinde, som The Beatles varmede op for: »Den grundlæggende forskel på The Beatles og bands som The Shadows var, at de ikke var pletfri og smarte. [The Beatles] var almindelige gutter. Deres musik var nede på jorden og simpel med lidt rock'n'roll i det«.

Norman Smith: »Efter at de havde spillet et par sange, kaldte George Martin dem ind i kontrolrummet og fortalte dem, hvad der var godt og dårligt ved deres sange. Det stod på i et stykke tid. De sad stille, de var meget interesserede, men kedede sig sikkert også. Til sidst sagde Martin: »Nu har jeg fortalt jer, hvad jeg forventer mig af jer og jeres udstyr, hvis I skal indspille her; har I noget at sige til os?«. Der fulgte en lang pause af stilhed, hvor de kiggede på hinanden og på os. Så kiggede George Harrison på George Martin og sagde: »Ja, jeg kan ikke lide dit slips«. Det fik hele stemningen til at krakelere, og vi skreg af grin«.

Rystede verden
I løbet af efteråret 1962 indspillede The Beatles singlerne 'Love Me Do' og 'Please Please Me' med George Martin. Den sidste blev udgivet 11. januar 1963 og gik til tops på musikmagasinerne NME's og Melody Makers hitlister.

Det var en hård og kold vinter, da de fire medlemmer af The Beatles (nu med Ringo Starr i stedet for Pete Best som trommeslager) mandag 11. februar rejste fra Liverpool ned til London for at indspille deres første album.

Det første af de tolv, der i løbet af bare syv år rystede verden. Uden forberedelse tjekkede The Beatles ind i Studie 2.

George Martin: »Midt i succesen med [singlen] 'Please Please Me' stod det klart for mig, at vi skulle handle hurtigt og få et album ud, hvis vi skulle slå mønt på det, vi allerede havde opnået. Jeg spurgte dem, hvad de havde, vi kunne indspille i en fart. Deres svar var: Vores sceneshow«.

Richard Langham, lydtekniker: »Det var en kold morgen, og jeg kendte ikke en eneste af dem. Jeg måtte spørge Norman Smith: Hvem er de? Hvem er hvem? Norman Smith introducerede dem enkeltvis. De var meget formelle i det og var lige kommet ned til London efter en koncert aftenen før«.

Neil Aspinall, tour manager: »Fra de tidlige indspilninger arbejdede de altid i Studie 2 i Abbey Road. Kontrolrummet lå højere oppe. Der gik trapper ned i selve studiet, som var en stille og stor lade af et rum. Jeg ved, at The Beatles var nervøse til at begynde med, men hvem ville ikke være det ved deres første album-indspilninger? Det var i virkeligheden en læreproces, både for dem og George Martin«.

George Martin: »Jeg havde været oppe i The Cavern og set, hvad de kunne. Jeg kendte deres repertoire og vidste, hvad de kunne præstere, og sagde: Lad os indspille hver eneste sang, I har, kom ned til [Abbey Road] studiet, og så stryger vi lige igennem dem på en dag«.

Tolv timer uden pauser
Kl. 10-13: Optagelser: 'There's a Place' (take 1-10), 'Seventeen' (arbejdstitel for 'I Saw Her Standing There') (take 1-9),

Paul McCartney: »Vi satte os ned, talte om indspilningerne, optog sangene og tog hjem, mens de miksede det færdigt. De ringede til os et par uger senere, og vi spurgte: Er pladen færdig nu? Det var som at fremkalde en film i kemiske væsker«.

Ringo Starr: »Det står lidt hen i tåger det hele. Både indspilningerne og tiden omkring det første album er rimelig sløret. Vi øvede os ikke inden det første album. Jeg husker det, som om det blev indspillet 'live'. Vi spillede først sange, så de kunne indstille lyden på hver enkelt af dem, og bagefter løb vi gennem dem«.

John Lennon: »Vi sang i tolv timer, næsten uden pauser. Vi var snottede og havde ondt i halsen og var bekymrede for, hvordan det ville påvirke pladen. Da dagen var omme, var det eneste, vi havde lyst til, store glas med mælk«.

Norman Smith: »De havde en stor glaskrukke med Zubes halsbolsjer stående oven på pianoet, ligesom dem du ser i en slikbutik. Paradoksalt nok lå der også ved siden af en stor karton Peter Stuyvesant-cigaretter, som de konstant røg«.

Den Almægtige Producer i Himlen
Norman Smith: »Da jeg hørte, at de var på vej ind i Studie 2, sagde jeg til George [Martin], at jeg ville prøve noget anderledes. Hvorfor ikke give bandet en mere hæs lyd, ligesom de har til deres koncerter. George var med på ideen, så det gjorde vi. Som gammel jazzmusiker vidste jeg, hvor vigtigt det er at være så tæt på hinanden som muligt for at kunne høre den anden. Det tog jeg med over i mit studiearbejde. Jeg fjernede alle skillevæge og placerede drengene, som de kunne lide at stå, sådan så de fik lyst til at spille«.

John Lennon: »Vi var i et studie for at indspille et album for første gang i vores liv, og det blev gjort på tolv timer, fordi de ikke ville bruge flere penge på det. Det album forsøgte at indfange os som liveband og er nok det nærmeste, man kommer på, hvordan vi lød over for publikum i Hamburg og Liverpool. Men man mangler stadig selve koncert-atmosfæren, hvor folk stamper rytmen i gulvet, men det er det tætteste, man kan komme på, hvordan vi lød, før vi blev 'de dygtige Beatles'«.

Paul McCartney: »Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs. På sådan en begejstret måde, en nervøs begejstring. Det var fantastisk at være i Abbey Road«.

Ringo Starr: »Vi kendte sangene godt, for det var dem, vi spillede hele tiden over hele landet. Derfor var det så let at gå ind i studiet og indspille dem. Mikrofonerne var heller ikke komplicerede. En foran hver forstærker, to over trommerne, en til sangeren og en til stortrommen. Du kan stadig ikke høre stortrommen, og nu hvor jeg tænker efter, er jeg ikke sikker på, at der overhovedet var nogen mikrofon der«.

Paul McCartney: »Vi stod i hjørnet (af Studie 2), så op på det store vindue, det her store sorte vindue, som folk gik rundt omme bag ... George Martin var Den Almægtige Producer i Himlen, og vi turde ikke engang spørge om adgang til kontrolrummet [...] «.

Det var os mod dem
George Martin: »Til at begynde med havde The Beatles ikke meget at sige i forhold til indspilningerne. Det var først efter det første år, at de blev dybt interesseret i studieteknologi. Men de ville altid ramme tingene rent/have tingene på plads, så det var en one-take operation. De lyttede til det og tog det om to eller tre gange, indtil de ramte den. Det var først senere, de fik råd til overbærenhed i form af tid og masser af indspilninger«.

Paul McCartney: »Det var os mod dem. De havde hvide skjorter og slips, de var cheferne oppe i kontrolrummet. I korridorerne og baglokalerne var der teknikere, og så var der os, håndværkerne. Vi kom ind gennem håndværkernes indgang og fik hjælp af folk lavest i hierarkiet til at sætte vores udstyr op. Sådan var det og forblev det, indtil vi blev meget berømte. Langsomt blev vi til håndværkerne, der overtog hele fabrikken. Til sidst styrede vi hele bygningen. Jeg tror, vi kendte stedet bedre end lederen, fordi vi boede der. Jeg købte endda et hus rundt om hjørnet. Jeg elskede det utrolig højt. Jeg ville aldrig forlade det igen«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Richard Langham: »Vi hjalp dem med at bære udstyret ind og sætte det op. Fordi de konstant for rundt i hele landet og deres forstærkere var gået i stykker, var der ingen bagvæg på dem. De var bare kasser med højttalere i. Og mens jeg satte dem op, ville jeg rense dem for skidt indeni, men der var fyldt med små papirlapper. Det var sedler fra piger blandt publikum, som havde kastet dem op på scenen. Der stod: Vil I ikke nok spille den eller den sang, her er mit telefonnummer. De har sikkert bare læst dem og smidt dem ind i forstærkerkassen, der var fuld af de små stykker papir«.

De største tyveknægte i byen
Kl. 14.30-18: Optagelser: 'A Taste of Honey' (take 1-5), 'Do You Want to Know a Secret' (take 1-8), 'A Taste of Honey' (take 6-7)'There's a Place' (take 11-13), 'Seventeen' (arbejdstitel for 'I Saw Her Standing There') (take 10-12), 'Misery' (take 1-11).

Richard Langham: »Da den første session sluttede kl. 13, tog studiemedarbejderne en frokostpause. Men The Beatles havde andre planer. Vi sagde til dem, at vi ville holde pause, men de sagde, at de gerne ville blive og øve videre. Så mens George, Norman og jeg tog ned på hjørnet til Heroes of Alma-pubben for at få en pie og en pint, blev de tilbage og drak mælk. Da vi kom tilbage, havde de spillet, lige siden vi gik. Det var ikke til at fatte. Vi havde aldrig før set en gruppe bruge deres frokostpause på at arbejde«.

George Martin: »Deres sangskrivning var noget lort. De første singler, de udgav, var 'Love Me Do' og 'P.S. I Love You' – hvilket ikke ligefrem var Cole Porter, vel?«.

George Harrison: »Vi var hele tiden pressede. Vi havde ikke spillet ret meget, før George Martin sagde: O.k., men hvad har I ellers? Vi havde gennemgået andres sange for inspiration. [...] Arthur Alexander (amerikansk countrysanger) havde et specielt trommemønster, som vi forsøgte at kopiere, men kunne ikke, så vi endte med at opfinde noget ret underligt, men samtidig originalt. Ofte forsøgte vi at kopiere noget, men kunne ikke og endte med vores helt egne versioner. Jeg er sikker på, at det er sådan, reggae er opstået. Folk har spillet calypso og lyttet til rock'n'roll i 1960'erne og tænkt: Det prøver vi! Men de kunne ikke og endte med at spille reggae«.

Paul McCartney: »Vi var de største tyveknægte i byen. Plagiatorer extraordinaire«.

Den sidste sang slog mig næsten ihjel
19.30-22.45: Optagelser: 'Hold Me Tight' (som først kom med på With The Beatles-pladen) (take 1-13), 'Anna' ('Go to him') (take 1-3), 'Boys' (take 1), 'Chains' (take 1-4), 'Baby It's You' (take 1-3), 'Twist and Shout' (take 1-2).

Noman Smith: »Den anden session begyndte kl. 14:30 og sluttede kl. 18. (....) Den tredje session gik fra 17:30 til 22:45«.

George Martin: »Jeg ved ikke, hvordan de gjorde det. Vi havde indspillet hele dagen, men jo hårdere det blev, des bedre blev de«.

Norman Smith: »Omkring kl. 22 plejede studiet at lukke. Men The Beatles manglede stadig en sang. I kantinen diskuterede de, hvad det skulle være. En foreslog 'Twist and Shout', det gamle Isley Brothers-nummer, med John som forsanger. Men på det her tidspunkt var hans hals helt slidt op og træt – det var 12 timer siden, vi begyndte at arbejde. Især Johns stemme var næsten forsvundet, så vi skulle helst have den i skabet første gang, både beatlerne i studiet og os i kontrolrummet. John sugede løs på et par Zubes, gurglede halsen lidt med mælk, og så gik vi i gang«.

George Martin: »John skreg den sang ind i mikrofonen. Guderne må vide, hvad det gjorde ved hans strubehoved, for det lød som kød, der blev flænset i stykker. Den skulle bare sidde der i første hug«.

Richard Langham: »Jeg var lige ved at hoppe op og ned, da jeg hørte dem synge det. Det var en forbløffende opvisning«.

George Martin: »Jeg prøvede at lave et andet take af 'Twist and Shout', men der var Johns stemme forsvundet«.

Cris Neal, båndoperatør: »John havde bar overkrop for at få denne forbavsende hæse vokal. Næste morgen tog Norman Smith og jeg et bånd rundt til alle studiets kopieringsrum og sagde til alle: Hvad i helvede synes du om det her?!«.

John Lennon: »Den sidste sang slog mig næsten ihjel. Min stemme blev ikke sig selv før lang tid efter. Hver gang jeg sank, var det som sandpapir. Jeg skammede mig længe over den indspilning, fordi jeg kunne synge den bedre, men nu rører det mig ikke. Man kan høre, at jeg bare er en hektisk gut, der gør sit bedste«.

585 produktive minutter

Richard Langham: »Alle i studiet var klar over, at vi var vidne til noget helt unikt, og da de var færdige, kom The Beatles op ad trappen til kontrolrummet for at høre sangene igennem«.

John Lennon: »Det mest nervepirrende var at skulle høre det hele igen. Vi er perfektionister: Hvis der bare var det mindste tegn på sløvhed, ville vi være nødt til at starte helt forfra. Men nu endte vi med at være ganske tilfredse med resultatet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Richard Langham: »Normalt gik indspilninger aldrig over tiden efter kl. 22. Kl. 22.05 kunne du altid se halvdelen af musikerne stå på perronen ved St. John's Wood-stationen på vej hjem. Men ved denne lejlighed, efter den første afspilning, besluttede de, at de ville høre visse sange igen. Jeg skævede over til Norman og til klokken og sagde: Hør, jeg skal være her igen kl. 9 i morgen tidlig; hvordan skal jeg komme hjem? Brian Epstein sagde, at han ville køre mig hjem, hvis jeg spillede båndet igen. Så jeg spillede båndet, og han kørte mig hjem til Camden Town i sin lille Ford Anglia«.

Mark Lewisohn, forfatter til 'The Beatles Recording Sessions': »Der findes næppe 585 mere produktive minutter i studieindspilningernes musikhistorie«.

Stuart Maconie, radiovært BBC 6: »Det var rock-æraens første album. Det glemmer man. Dengang drejede alt sig om singler, men det her var det første selvstændige album, og det ændrede hele rock-æraen«.

Kilder: Ryan & Kehew: 'Recording The Beatles'; Lewisohn: 'The Beatles Recording Sessions'; The Beatles: 'Anthology'; Badman: 'The Beatles Off The Record', Norman: 'Shout!'; Womack: 'Long and Winding Roads'; McDonald: 'Revolution in the head'; thebeatles.com samt musikmagasinerne NME og Melody Maker.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden