Ironien snurrer sagte i albumtitlen. Som lyden fra de neonrør, der på coveret skriver: »New«.
Når man hedder Paul McCartney og har tegnet rockmusikkens grundplan, mestrer alle instrumenter, har nået pensionistalderen og for længst er blevet slået til ridder af den britiske dronning for sin enorme betydning for musik, skal vi jo nærmest ud i doom metal eller trap/hiphop for at give ordet ’ny’ betydning.
Men lad mig komme sir Paul i møde og forstå hans 16. soloalbum som en ny ... begyndelse. Selv 71 eventyrlige år inde i livet kan man jo sagtens starte på en frisk.
LÆS OGSÅ Det vidste du ikke om Paul McCartney
Problemet er bare, at det gør Paul McCartney ikke.
Man har hørt det før
Den som altid sikre melodimager lægger godt nok ud med stor vitalitet, temperament og fuzz i den rockende guitar på ’Save Us’, og de noget yngre producerstjerner som Mark Ronson, Paul Epworth, Ethan Johns samt Giles Martin (søn af The Beatles’ producer, George Martin) pakker den karakteristisk lyse stemme og de ofte pastorale melodier ind i moderne lyd.
Der er triphoppende tåger på ’Appreciate’, poleret folk skabt lige til tiden med stadionsyngende break på ’Everybody Out There’ og kværnende synthesizere på ’Looking at Her’. Selv titelnummeret har Ronson fået til at lyde frisk, selv om det på kryds og tværs duplikerer velkendte McCartney-greb – ikke mindst den lystige lyd af cembalo.
SE BILLEDER
Og det er måske den egentlige kamp med et nyt album fra Paul McCartney. Både for ham selv og os andre.
Lige meget om de dygtige producere sætter McCartney på stengærdet i højlandet og lader ham synge en af sine stedsegrønne og utroligt smittende sange som ’On My Way to Work’, eller de sender ham på psykedeliske udflugter som den feberramte ’Road’ og under cowboymelankolien på ’Hosanna’, har man hele tiden en fornemmelse af at have hørt det før.
Var det ikke hylet fra ’Rocky Raccoon’? Var det ikke anslaget fra ’Good Day Sunshine’? Er det der ’Drive My Car’, der er kommet op i alderen?
Lige så overdrevet mange sange han var med til at skrive på ubegribelig kort tid i 1960’erne (især!), lige så overraskende lidt er der sket i den lange tid siden. Paul McCartney er i dag på lang afstand af sin storhedstid, men han lever stadig i dens skygge.
Den tredje vej
Den dybe tallerken bliver altså ikke genopfundet af manden, der opfandt den første gang. I forsøget på at gøre det alligevel fremstår den energiske McCartney mellem de letbenede melodier tværtimod forceret.
Han virker alt for opsat på at minde omverdenen om sin musikalske spændvidde (den pointe burde ellers være sunket ind efter sidste års turné med resterne af Nirvana) og udviske det billede af en musiker på total retræte, han efterlod med det forrige album, ’Memory Almost Full’.
LÆS OGSÅ Paul McCartney erstatter Kurt Cubain under Sandy-show
Det sidste kan man måske nok forstå, men det er en gåde, at Paul McCartney ikke går en helt tredje vej.
For når han endelig sætter sig til klaveret og synger om at være bange med en stemme, der har smukke rynker på den flotte ’Scared’, eller lader vokalen skælve på ’Early Days’, så man glemmer hans stedsegrønne drengeansigt, vimser han ikke ivrigt rundt mere.
Der er han fri af sin egen skygge og lige præcis, hvor han skal være. I det skrøbelige nu.
Helt uden en svag brummen af ironi.
fortsæt med at læse
