Der sad 73 millioner amerikanere foran tv'et og så på, da The Beatles for første gang optrådte på 'The Ed Sullivan Show'.
Det var søndag 9. februar 1964, det var seerrekord, og der var skrigende piger i studiet, da John, Paul, George og Ringo åbnede med linjerne:
»Close your eyes and I'll kiss you/ tomorrow I'll miss you«.
LÆS OGSÅ Musikredaktør: »The Beatles er jo undervurderet!«
To dage tidligere var The Beatles landet i New Yorks JFK-lufthavn, netop opkaldt efter den dræbte præsident. De ankom til et land stadig i sorg, hvor også rockmusikken var vingeskudt. Buddy Holly var død, Elvis var i hæren og Jerry Lee Lewis i unåde.
Men den søndag aften genstartede de 1960'erne. De satte et populærkulturelt fikspunkt, der de følgende år satte historiske generationsskel.
Det kan deres amerikanske pladeselskab, Capitol, ikke tage æren for. Tværtimod. Alligevel hejser de ublu flaget i anledningen af 50-års jubilæet med et bokssæt med de amerikanske albums.
B-sider, singler og tyske versioner
Selv om Beatlesmanien rasede vanvittigt i England, afviste Capitol at udgive dem i USA.
Først da Liverpool-bandet via radiostationer (der blev kimet ned af unge lyttere) sneg sig ind ad bagdøren, så Capitol fidusen. Og hvilken fidus.
Samler vil sælge legendarisk afvist Beatles-båndI England kunne man ikke finde på at sætte en single på et album og bede folk købe en sang to gange.
Den slags høflighed over for markedsmekanismerne kaldte dollargrinet frem i de amerikanske forretningsmænd, der gik den stik modsatte vej. De skrabede alt, hvad The Beatles indspillede, ind og udsendte 13 alternative versioner af de originale engelske albums og singler.
Hvor groteske de amerikanske udgivelser var, kan man konstatere ved at tage fat i 'Help!'. I 1965 var det beatlernes femte album i England, men amerikanerne var allerede oppe på det 9. (niende!).
Inden da var B-sider, løse singler og tyske versioner flettet sammen under titler som 'Meet The Beatles!', 'The Early Beatles' og skrige-fortælle-albummet 'The Beatles' Story'. Oven i det fik amerikanerne så en ualmindelig trist udgave af 'Help!' fuld af instrumental filmmusik mellem de velkendte højdepunkter.
Kim Skotte: Hvad er det perfekte soundtrack?Hyldest til en god forretning
Mens The Beatles udgivelse for udgivelse i engelsk sammenhæng var i gang med at gøre albummet til en kunstform, var Capitol i gang med at tegne et kommercielt perspektiv, der var bedøvende ligeglad og isolerede enhver sangs status som forbrugsvare.
Helt galt går det på 'Rubber Soul' og 'Revolver', der under samme navn er klippet op og tilføjet mere ligegyldige sange, så eksempelvis 'Drive My Car' er erstattet af den middelmådige 'I've Just Seen A Face', før 'Norwegian Wood' trods alt får lov at markere det høje niveau, de besad på det tidspunkt.
LÆS ANMELDELSE
Beatles-medlemmerne var kompetente producereUskikken stoppede inden 'Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band', der efter krav fra de utilfredse beatler udkom ens på begge sider af Atlanten.
Men det er kun en fattig trøst, når man så vælger at genudgive forretningsmændenes greb om The Beatles. Som en hyldest til hvad? En god forretningsfidus?
Pladeselskaber sprøjter gen-gen-udgivelser udIkke fordi jeg personligt har noget imod, at man møblerer rundt på arvegodset. Den slags skal ikke lægges i romantisk benlås.
Når en Danger Mouse går ind og mikser 'The White Album' sammen med Jay-Z til 'The Grey Album', skaber han en ny narrativ for The Beatles. Men selv om de eviggrønne sange er de samme, og mange gråhårede amerikanere mener, at ’The U.S. Albums’ er de rigtige, mindeværdige udgaver, er fortællingen en manifestation af et bestemt syn på popmusik.
En grå dag for musikkenDet er lige så koldt, som det er kedeligt.
Bedre end the American way
Hvis man absolut skal (og har tid til at) grave rundt i den allerede gennemlyste historie om The Beatles i en verden, hvor nye musikalske visioner og udtryk knopskyder hver dag, er det mere interessant at gøre et historisk stop ved den anden udgivelse af optagelser fra nogle af de 52 sessions, som The Beatles indspillede i BBC-regi mellem ’62 og ’65.
Her kan man hører det mesterlige liveband, the Beatles var, inden de blev kunstfærdige astronauter udi studieindspilninger. Man kan høre energien fra Hamburg blive trampet ind i både deres egne og andres sange. Mellem harmonier, hæsblæsende tempo og en til tider punket lyd får man indsigt i både deres musikalske evner og rødder – fra Elvis og Chuck Berry til Buddy Holly og Everly Brothers.
LÆS ANMELDELSE Paul McCartney lever stadig i skyggen af sin storhedstid
Ikke alt er lige spændende, men det føles som en stiv kuling lige i ansigtet og er så langt mere nærværende i den evige fortælling om The Beatles end den uheldige hyldest til the American way.
fortsæt med at læse
